Et drømmescenarie for fremtidens folkebiblioteker

Kulturministeren har søsat en fin kampagne om fremtidens folkebibliotek under titlen Ordet er Frit på Facebook og ved indtil videre 4 debatmøder ude i landet.

Det fik flere til at komme med bud på, hvordan fremtidens bibliotek ser ud, og satte da også en række tanker i gang hos mig. Bl.a. dukkede et par af mine gamle kæpheste op.

Det frisatte folkebibliotek

Et vigtigt element i at fremtidssikre folkebiblioteket er i min optik at vinde kontrollen med institutionen, og dermed sikre uafhængigheden af snævre lokalpolitiske interesser og tendenser.

Derfor er det mit ønske for folkebibliotekerne, at de i fremtiden bliver selvejende institutioner som eks. nutidens gymnasier.

Herved udsættes man naturligvis for det famøse omprioriteringsbidrag, såfremt der er tale om en selvejende institution under staten som eks. gymnasierne. Omprioriteringsbidrag er grønthøstermetoden, hvor der hvert år skal spares 2 %, hvilket kan vise sig at være en dyr pris at betale for at være herre i eget hus. Dog vil det afhænge meget af de økonomiske rammer og den betaling, bibliotekerne vil få for at drive bibliotekerne.

Kigger man på gymnasierne, så viste en undersøgelse foretaget af Altinget for små 10 år siden, at ca. halvdelen af rektorerne følte sig presset på økonomien. Her var det tydeligt, at gymnasier, der var velfinansierede før reformen, mistede penge, og de, der var knap så velfinansierede, fik flere penge. Det vil også ske for bibliotekerne.

På den anden side, så nævnte ca. halvdelen også, at gymnasierne havde fået mere frihed. Jens Nielsen fra Støvring Gymnasium var meget repræsentativ: “Vi kan handle og lægge planer fremadrettet uden at være afhængige af politisk vilje. Vi har fået flere frihedsgrader.” Og det er det, jeg gerne ser ske for folkebibliotekerne også.

Fællesskab, formidling og fokus

Et andet vigtigt element er, at folkebibliotekerne i fremtiden indgår i og er drivkraft for stærke faglige fællesskaber med lokale skoler og uddannelsesinstitutioner, og bibliotekarerne bliver sat i spil som ressourcepersoner, når det kommer til informationsformidling og -behandling.

Heri indgår også en lokal fundering og et fokus på at skabe læselyst og læringsglæde, hvor samlingen ses som et middel, ikke et mål i sig selv. En evt. revision af Biblioteksloven understreger dette og bibliotekernes rolle i lokalsamfundet for børn og unges trivsel og dannelse.

Et brud med kulturen

Sidst, men ikke mindst, så skal bibliotekerne flyttes fra Kulturministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Bibliotekernes tilknytning til Kulturministeriet gør dem ikke noget godt og alt for ofte ses de som undværlig flødeskum.

Det synes mig heller ikke, at bibliotekerne får noget ud af at være underlagt Kulturministeriet. Selv en stærk kulturminister som Brian Mikkelsen magtede ikke at rette fokus på området endsige skærme det mod en stadig strøm af besparelser.

Uddannelses- og Forskningsministeriets mission om at skabe ”fundamentet for viden og velstand” passer perfekt til fremtidens folkebibliotek, hvor man som det naturligste arbejder med at styrke den sociale mobilitet, understøtte læring og hjælper folk med at skabe et bedre liv for dem selv.

Man kan også håbe, den ændrede struktur og ministerium vil føre til et nationalt tilbud for digitale ressourcer så som e-bøger, netlydbøger og databaser, således at der er reel lige og fri adgang på tværs af kommunegrænser.

Men er det nu også realistisk?

Det er det store spørgsmål, og jeg ved det ærlig talt ikke. Man kan håbe.

Dog er der naturligvis nogle ting, man skal have in mente. Selv om jeg er meget glad for ideen om selvstændige biblioteker, så er alt ikke fryd og gammen.

Man kan eksempelvis ikke regne med, at bibliotekerne får mere albuerum, så at sige. Undervisningsministeriet ser ud til at holde gymnasierne i ret stramme tøjler. Vi kan heller ikke regne med, at økonomien bliver bedre. Ganske som der også kan snige sig et element af konkurrence mellem bibliotekerne ind – det har vi nemlig set med gymnasierne.

Det er også svært at sige, hvorvidt der kan skabes interesse for at flytte bibliotekerne fra et ministerium til et andet, og hvorvidt situationen reelt vil forbedres i så fald.

Men, som sagt, man kan håbe.

 

 

 

 

 

Bibliotekerne er en vital del af den kulturelle fødekæde

Trænger bibliotekerne sig ind på folkeoplysningsområdet og udbreder gratis fritidstilbud, der traditionelt har været aftenskolernes område? Det spørgsmål dukker jævnligt op og blev igen rejst i Politiken den 1. oktober under overskriften; »Det er ulige konkurrence: Skal man virkelig lære at bygge computere og binde fluer på biblioteket?« Som bibliotekar på et folkebibliotek var min første tanke Here we go again. Endnu engang beskyldes bibliotekerne for konkurrenceforvridning og igen på et grundlag, jeg ikke kan kende fra min hverdag.

Ikke alle brugere skal have en bog i hånden

Fluebinderi er ikke at finde i arrangementskataloget på mit folkebibliotek, men jeg fristes nu alligevel til at svare Ja, hvorfor ikke? Hvorfor må bibliotekerne ikke skabe aktiviteter til gavn for lokalsamfundet, så længe vi har formålet for øje? Nemlig at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, som der står i Biblioteksloven. Det kan gøres på mange måder, og det gør bibliotekerne også. For skal vi opfylde vores formål, skal vi ikke møde alle med en bog som det første. Vi tilpasser os vores lokale brugergrupper.

Bibliotekerne udbyder ikke lange forløb som aftenskolerne med undervisning i italiensk eller gymnastik. De fleste af vores arrangementer er smagsprøver på et emne, som kan skabe debat, nysgerrighed og anspore til yderligere aktiviteter. Og vi samarbejder ofte med lokale aktører.

I Hillerød giver det sig fx udslag i fællesspisninger, hvor biblioteket i samarbejde med bl.a. en højskole og en erhvervsskole samler mere end 200 borgere på tværs af demografi hver anden uge. Det handler om at skabe møder mellem borgere og rum for demokratisk samtale. Desuden får biblioteket hver gang nye lånere, der gennem arrangementet finder frem til bibliotekets øvrige tilbud.

Vi inviterer også til kreative workshops for børn, og for nogle bliver næste skridt at læse en af de mange børnebøger, vi har på hylderne.

Lokalsamfundet bakker op

Intet af det vi laver, møder kritik i vores lokalområde. Hvis man læser mere end bare overskriften på et arrangement på et folkebiblioteks hjemmeside, vil man opdage, hvor væsentlig en samarbejdspartner biblioteket er for oplysningsforbundene og lokalsamfundets mange foreninger.

Bibliotekerne er folkeoplysning, og det er aftenskolerne også. Men der er den væsentlige forskel, at på biblioteket kan man tilfældigt falde over inspirationen – det kan være et foredrag, en bogudstilling eller en fællesspisning. Man behøver ikke vide noget om emnet i forvejen og måske bliver ens nysgerrighed vakt. Det er anderledes planlagt at deltage i et kursus udbudt af et oplysningsforbund.

Se os som en samarbejdspartner og som en del af den kulturelle fødekæde i stedet for en konkurrent.

Bibliotekar og projektleder