Et drømmescenarie for fremtidens folkebiblioteker

Kulturministeren har søsat en fin kampagne om fremtidens folkebibliotek under titlen Ordet er Frit på Facebook og ved indtil videre 4 debatmøder ude i landet.

Det fik flere til at komme med bud på, hvordan fremtidens bibliotek ser ud, og satte da også en række tanker i gang hos mig. Bl.a. dukkede et par af mine gamle kæpheste op.

Det frisatte folkebibliotek

Et vigtigt element i at fremtidssikre folkebiblioteket er i min optik at vinde kontrollen med institutionen, og dermed sikre uafhængigheden af snævre lokalpolitiske interesser og tendenser.

Derfor er det mit ønske for folkebibliotekerne, at de i fremtiden bliver selvejende institutioner som eks. nutidens gymnasier.

Herved udsættes man naturligvis for det famøse omprioriteringsbidrag, såfremt der er tale om en selvejende institution under staten som eks. gymnasierne. Omprioriteringsbidrag er grønthøstermetoden, hvor der hvert år skal spares 2 %, hvilket kan vise sig at være en dyr pris at betale for at være herre i eget hus. Dog vil det afhænge meget af de økonomiske rammer og den betaling, bibliotekerne vil få for at drive bibliotekerne.

Kigger man på gymnasierne, så viste en undersøgelse foretaget af Altinget for små 10 år siden, at ca. halvdelen af rektorerne følte sig presset på økonomien. Her var det tydeligt, at gymnasier, der var velfinansierede før reformen, mistede penge, og de, der var knap så velfinansierede, fik flere penge. Det vil også ske for bibliotekerne.

På den anden side, så nævnte ca. halvdelen også, at gymnasierne havde fået mere frihed. Jens Nielsen fra Støvring Gymnasium var meget repræsentativ: “Vi kan handle og lægge planer fremadrettet uden at være afhængige af politisk vilje. Vi har fået flere frihedsgrader.” Og det er det, jeg gerne ser ske for folkebibliotekerne også.

Fællesskab, formidling og fokus

Et andet vigtigt element er, at folkebibliotekerne i fremtiden indgår i og er drivkraft for stærke faglige fællesskaber med lokale skoler og uddannelsesinstitutioner, og bibliotekarerne bliver sat i spil som ressourcepersoner, når det kommer til informationsformidling og -behandling.

Heri indgår også en lokal fundering og et fokus på at skabe læselyst og læringsglæde, hvor samlingen ses som et middel, ikke et mål i sig selv. En evt. revision af Biblioteksloven understreger dette og bibliotekernes rolle i lokalsamfundet for børn og unges trivsel og dannelse.

Et brud med kulturen

Sidst, men ikke mindst, så skal bibliotekerne flyttes fra Kulturministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Bibliotekernes tilknytning til Kulturministeriet gør dem ikke noget godt og alt for ofte ses de som undværlig flødeskum.

Det synes mig heller ikke, at bibliotekerne får noget ud af at være underlagt Kulturministeriet. Selv en stærk kulturminister som Brian Mikkelsen magtede ikke at rette fokus på området endsige skærme det mod en stadig strøm af besparelser.

Uddannelses- og Forskningsministeriets mission om at skabe ”fundamentet for viden og velstand” passer perfekt til fremtidens folkebibliotek, hvor man som det naturligste arbejder med at styrke den sociale mobilitet, understøtte læring og hjælper folk med at skabe et bedre liv for dem selv.

Man kan også håbe, den ændrede struktur og ministerium vil føre til et nationalt tilbud for digitale ressourcer så som e-bøger, netlydbøger og databaser, således at der er reel lige og fri adgang på tværs af kommunegrænser.

Men er det nu også realistisk?

Det er det store spørgsmål, og jeg ved det ærlig talt ikke. Man kan håbe.

Dog er der naturligvis nogle ting, man skal have in mente. Selv om jeg er meget glad for ideen om selvstændige biblioteker, så er alt ikke fryd og gammen.

Man kan eksempelvis ikke regne med, at bibliotekerne får mere albuerum, så at sige. Undervisningsministeriet ser ud til at holde gymnasierne i ret stramme tøjler. Vi kan heller ikke regne med, at økonomien bliver bedre. Ganske som der også kan snige sig et element af konkurrence mellem bibliotekerne ind – det har vi nemlig set med gymnasierne.

Det er også svært at sige, hvorvidt der kan skabes interesse for at flytte bibliotekerne fra et ministerium til et andet, og hvorvidt situationen reelt vil forbedres i så fald.

Men, som sagt, man kan håbe.

 

 

 

 

 

2 thoughts on “Et drømmescenarie for fremtidens folkebiblioteker”

  1. Folkebibliotekerne hørte under undervisningsministeriet indtil 1961, hvor kulturområdet blev udskilt. Stærke og visionære kulturministre som Bomholt, Bodil Koch og Niels Matthiasen satte fokus på bibliotekerne.
    Folkebibliotekerne har rige erfaringer med at have status som selvejende institutioner. Indtil alle blev kommunale pr. 1.4.1965, var de fleste og de fattigste enten selvejende eller ejet af en forening med biblioteksdrift som hovedformål, samtidigt med at de blev holdt i meget stramme tøjler af den statslige tilsynsmyndighed.
    Det kom bag på mig, da jeg i 1967 blev den første faguddannede biblioteksleder i en stor landkommune, nedefra at se hvor ringe alle de centrale myndigheders gode ønsker og tiltag havde fungeret i praksis, og jeg fik stor respekt for mange af de gamle forkæmpere for bibliotekssagen.
    Jan M.Johansen vil “vinde kontrol”, “sikre uafhængighed af snævre lokalpolitiske interesser”, “være herre i eget hus”. Hvorfor dog? Jeg har i mit arbejdsliv altid syntes, at det kunne være et problem for de institutioner, der var selvejende, at de nemt endte som øer, medens man som en del af det kommunale virksomhedsområde, havde bedre muligheder for at komme igennem.
    Folkebibliotekerne fungerer ikke ordentligt uden samarbejde på tværs. Samarbejde er nødvendigt bibliotekerne imellem både nationalt og internationalt, men det lokale samarbejde med andre serviceområder, erhvervslivet og ikke mindst brugerne er lige så væsentligt.
    Pas på kulturen, uden den overlever vi ikke!

  2. Hvis man kigger på erfaringerne fra ungdomsuddannelserne, så vil man se, at de fattige institutioner har fået flere penge.

    Og hvorfor ændre ejerstrukturen? Det er ret simpelt at svare på. Det bør være en biblioteksfaglig beslutning, hvorvidt der eks. skal indføres ubetjente åbningstider på filialerne. Eller hvor bogbussen skal stoppe. Eller om der skal være en læsesal. Osv. Osv. Ikke en politisk. Og slet ikke efter kommunesammenlægningerne.

    Indbyggerne i Greve, Aalborg og Kerteminde for bare at nævne nogle få eksempler ville nok foretrække biblioteksfaglige fremfor lokalpolitiske prioriteringer af biblioteksdriften.

    Det er ikke fordi, jeg tænker politikere og embedsfolk er onde eller lignende. Slet ikke. De har bare nogle andre prioriteringer og interesser end en biblioteksleder. Og det ser vi nu resultatet af rundt om.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.