Censurmuleri…

I denne uge afholder den amerikanske biblioteksforening ALA ‘Banned Books Week’. Altså en uge hvor man fokuserer på censur og censurerede bøger og snakker om at det faktisk sker.

ALA snakker i deres pressemeddelelse om ugen om the “tide of censorship” – censurens tidevand. Og netop tidevandsmetaforen er rammende. Der vil altid være kræfter, stærke kræfter der vil prøve at stoppe, ændre eller diskreditere information og kultur de ikke forstår eller ikke kan lide.

Og vi bliver nødt til at blive ved med at bygge bolværk mod dem.

Der har allerede inden ugen var startet været lidt ballade, fx har en gruppe præster i Maine prøvet at få fjernet en udstilling med bøger og tegneserier med homoseksuelt indhold fra et bibliotek. Det har de ikke fået lov til. Biblioteket forsvarede sig selv og sin pligt til at tilbyde borgerne information om alle emner og de vandt!

Heldigvis var det et bibliotek der havde ressourcerne til at forsvare borgernes rettigheder. Desværre er der alt for mange biblioteker i fx USA og England der lige nu, bliver skåret på budgetterne, og hvis de bliver skåret nok, så bliver bolværket for svagt til at modstå tidevandet.

Jeg har hvert år følt sådan en ideologisk lidt fjern påskønnelse af indsatsen. Good for you USA!

Til verdens bogdag udstiller vi, sådan lidt anekdotisk, bøger der har været forbudte i andre lande, og siger: “Det er så mega vigtigt”, og så fortæller vi om hvordan bøger har startet revolutioner i fortiden og væltet konger og diktatorer og der var jo en grund til at Hitler ville brænde dem.

Men lige pludselig føles Banned Books Week alt for tænderskærende relevant.

Fri adgang til information er afhængig af fri produktion af information. Hvis ikke der er en fri presse og vidensproduktion er der ikke fri adgang til information.

Det føles som om der hak, hak, hakkes småstykker af det bolværk, som skal sikre alle en lige adgang til dybdegående, kildekritiske, kvalitets information. Oplysning til Borgerne om Samfundet!

DR er en del af det bolværk! Bibliotekerne er en del af det bolværk. Frie medieformer er en del af det bolværk. Frie muligheder i hvordan du klæder dig og gebærder dig er en del af det bolværk!

Hvis der går hul i bolværket så løber vandet ind og så får vi alle sammen våde bukser og kolde fødder. Og så kan vi stå der og fryse og være kede af det når der er en eller anden der vil forbyde at Harry Potter bliver udstillet på biblioteket fordi den opfordrer børn til at flyve på koste og tilbede satan (True story! Det med satan altså, det med kostene har jeg ikke fact tjekket, men det kunne sagtens være sket).

Hvis DR ikke må skrive dybdegående artikler og får skåret i den smalle formidling, hvor skal man prøve eller opdage noget nyt?

Hvor skal man have adgang til længere seriøse artikler? At skære i public service på den måde er et søm mere i ligkisten mere til den sociale mobilitet, til lige adgang og til demokrati.

Men ja, du kan stadig komme på biblioteket. Vi skal selvfølgelig blive ved med at gøre det bibliotekerne gør, fremme læsning, sikre adgang til romaner, faglitteratur, kultur, dybdegående journalistik som seriøse betalingsaviser og videnskabelige artikler, promovere kildekritik og håbe at det betyder at næste generation bliver bedre til at vælge politikere. Men er det nok?

Banned Books løber til d 29. september. Skal vi ikke aftale at vi arbejder for at det ikke bliver nødvendigt at holde en lignende uge i Danmark.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.