Censurmuleri…

I denne uge afholder den amerikanske biblioteksforening ALA ‘Banned Books Week’. Altså en uge hvor man fokuserer på censur og censurerede bøger og snakker om at det faktisk sker.

ALA snakker i deres pressemeddelelse om ugen om the “tide of censorship” – censurens tidevand. Og netop tidevandsmetaforen er rammende. Der vil altid være kræfter, stærke kræfter der vil prøve at stoppe, ændre eller diskreditere information og kultur de ikke forstår eller ikke kan lide.

Og vi bliver nødt til at blive ved med at bygge bolværk mod dem.

Der har allerede inden ugen var startet været lidt ballade, fx har en gruppe præster i Maine prøvet at få fjernet en udstilling med bøger og tegneserier med homoseksuelt indhold fra et bibliotek. Det har de ikke fået lov til. Biblioteket forsvarede sig selv og sin pligt til at tilbyde borgerne information om alle emner og de vandt!

Heldigvis var det et bibliotek der havde ressourcerne til at forsvare borgernes rettigheder. Desværre er der alt for mange biblioteker i fx USA og England der lige nu, bliver skåret på budgetterne, og hvis de bliver skåret nok, så bliver bolværket for svagt til at modstå tidevandet.

Jeg har hvert år følt sådan en ideologisk lidt fjern påskønnelse af indsatsen. Good for you USA!

Til verdens bogdag udstiller vi, sådan lidt anekdotisk, bøger der har været forbudte i andre lande, og siger: “Det er så mega vigtigt”, og så fortæller vi om hvordan bøger har startet revolutioner i fortiden og væltet konger og diktatorer og der var jo en grund til at Hitler ville brænde dem.

Men lige pludselig føles Banned Books Week alt for tænderskærende relevant.

Fri adgang til information er afhængig af fri produktion af information. Hvis ikke der er en fri presse og vidensproduktion er der ikke fri adgang til information.

Det føles som om der hak, hak, hakkes småstykker af det bolværk, som skal sikre alle en lige adgang til dybdegående, kildekritiske, kvalitets information. Oplysning til Borgerne om Samfundet!

DR er en del af det bolværk! Bibliotekerne er en del af det bolværk. Frie medieformer er en del af det bolværk. Frie muligheder i hvordan du klæder dig og gebærder dig er en del af det bolværk!

Hvis der går hul i bolværket så løber vandet ind og så får vi alle sammen våde bukser og kolde fødder. Og så kan vi stå der og fryse og være kede af det når der er en eller anden der vil forbyde at Harry Potter bliver udstillet på biblioteket fordi den opfordrer børn til at flyve på koste og tilbede satan (True story! Det med satan altså, det med kostene har jeg ikke fact tjekket, men det kunne sagtens være sket).

Hvis DR ikke må skrive dybdegående artikler og får skåret i den smalle formidling, hvor skal man prøve eller opdage noget nyt?

Hvor skal man have adgang til længere seriøse artikler? At skære i public service på den måde er et søm mere i ligkisten mere til den sociale mobilitet, til lige adgang og til demokrati.

Men ja, du kan stadig komme på biblioteket. Vi skal selvfølgelig blive ved med at gøre det bibliotekerne gør, fremme læsning, sikre adgang til romaner, faglitteratur, kultur, dybdegående journalistik som seriøse betalingsaviser og videnskabelige artikler, promovere kildekritik og håbe at det betyder at næste generation bliver bedre til at vælge politikere. Men er det nok?

Banned Books løber til d 29. september. Skal vi ikke aftale at vi arbejder for at det ikke bliver nødvendigt at holde en lignende uge i Danmark.

IFLA – frivilligt arbejde og hvorfor jeg gør det

Frivilligt fagarbejde – hvorfor jeg gør det og hvad jeg får ud af det?

Helt utroligt tit bliver jeg spurgt hvorfor jeg bruger så meget af min tid på frivilligt arbejde. Især frivilligt arbejde der ligger så tæt på mit almindelige arbejde.

En af de ting jeg gør, og som tager meget af min tid er at jeg sidder indvalgt i IFLAs standing committee for Library Services to People With Special Needs.

Fordi jeg har en supercool arbejdsplads, får jeg lov til at tage til den årlige konference i min arbejdstid, men alt det daglige arbejde ligger i min fritid.

Det er, når man også har en familie og hus og andre interesser og andet frivilligt arbejde og desuden også et krævende dayjob, nogen gange hårdt.

Skypemøder med folk fra hele verden foregår ikke nødvendigvis når man normalt er vågen. Der er masser af fodarbejde og uendelige mailkorrespondancer, logistik, rødt tape, kulturelle forviklinger og udeblivende svar.

Så hvorfor gør jeg det? Det er der rigtig mange gode grunde til!

Dels så synes jeg det er vigtigt at der er nogen der gør det! Dels får jeg personligt en masse ud af det.

Jeg tror ikke der er nogen uger i året hvor jeg løber så hurtigt som til WLIC, IFLAs årlige konference. Der er heller ikke en uge hvor jeg får mere energi, flere nye kontakter eller bedre mulighed for at lære og lære fra mig.

Det føles som om vi rykker noget.

Nogen af de projekter jeg har været med i, får direkte virkning som man kan se og føle på. Små ting som at vi hvert år laver en rapport til konferencearrangørerne om hvor de kan gøre tilgængeligheden på konferencen bedre for folk med handicaps, kan vi se år for år giver resultater, og betyder at flere har mulighed for at deltage. Næste år har de bedt os om at rådgive på forhånd i stedet for at rapportere tilbage bagefter.

Større ting som store rapporter og undersøgelser, der bliver brugt politisk og til lobbyarbejde, betyder at vi kan se vores arbejde i udmeldinger fra store internationale organisationer som f.eks. FN.

Vi får tilbagemeldinger fra helt almindelige biblioteksansatte som bruger vores materiale til at forbedre deres services lokalt.

Det føles som om det betyder noget.

Jeg får vildt meget energi af at samarbejde med folk der er engagerede og brænder for deres felt. Når man arbejder frivilligt, så er det tit den slags folk der er. Når folk holder op med at brænde, prioriter de ikke frivilligt arbejde mere, men forsvinder. Jeg bliver smittet af mine sections medlemmers entusiasme og virkelyst!

Jeg får lov til at snakke med folk som er virkelig, virkelig dygtige på deres felt og som ved alt hvad der er at vide om netop deres lille område. Jeg får også lov til at snakke med folk der er i HELT andre kontekster end mig, har et helt andet syn på ting end mig og som møder ekstremt anderledes udfordringer end mig. Begge dele får en til at se på sit eget job på en anden måde.

Jeg tror ikke jeg nogensinde har deltaget i noget, der gør så meget for mit netværk som IFLA-arbejdet. Hele stemningen på konferencen er gennemsyret af at vi er et kæmpe hold af frivillige både lokale og internationale, som samarbejder om at få et kæmpe event til at køre!

Jeg har aldrig prøvet at deltage på WLIC uden at være i arbejdsgrupper, have specifikke opgaver, møder, oplæg mm, så jeg ved ikke hvordan det er at deltage uden. Sikkert sådan som jeg oplever andre konferencer, hvor jeg går rundt, ser oplæg og small talker.

Sådan er det ikke når man er en del af holdet, så er man en del af IFLA-familien.

Og sådan synes jeg generelt det er med frivilligt arbejde. Det er det arbejde som man har valgt til. Alle er der fordi de har lyst, og man har en fælles sag.

At jeg har mulighed for at bruge både de ting jeg lærer, netværket og helt praktisk plukke ting som rapporter, artikler og andre folks projekter og genbruge dem i mit almindelige arbejde, gør det kun endnu bedre.

Er det hårdt? Ja! Ville jeg undvære det? Nej slet ikke!