Kulturelle møder er essentielle for menneskers livsduelighed

De rekreative tilbud som gratis biblioteksadgang underminerer ikke arbejdsmotivationen

Mennesker i svære livforhold, ude for arbejdsmarkedet, mennesker der bærer på sorg er stresssygemeldte eller syge har alle brug for rekreation.

Det er ikke alle mennesker, der motiveres af penge eller status. Forskellige mennesker har forskellige motivatorer. Det kan være lighed, frihed eller skønhed. I sidste ende, må vi spørge os selv, hvilket slags samfund vi gerne vil have. Det er de færreste, der kan være effektive hele tiden. Jo, bedre man rekreerer, jo mere effektiv kan man være i arbejdstiden eller i jobansøgningstiden.

Vi er fire kvinder, som alle på hver vores måde til dagligt arbejder med den forskel, som kulturformidling og særligt bibliotekerne gør. Marie arbejder i folkebibliotekssektoren, særligt med læsesvage voksne. Maja arbejder med de unge på et gymnasiebibliotek. Karen er social iværksætter og samarbejder med bibliotekerne om at give unge i sorg magten til at fortælle deres egen historie. Anna Arendse studerer kulturformidling og debatterer biblioteksinstitutionens aktualitet. Vi gør det, fordi kultur og viden spiller en vital rolle for samfundet, og fordi bibliotekerne kan hjælpe dig, der er havnet på kanten af arbejdsmarkedet til at finde din vej ind igen.

Forestil dig, at du kommer ind i et rum fyldt med viden og kultur – både i form af bøger, film og databaser. Mennesker i mange forskellige aldre og fra forskellige samfundslag sidder og læser i lænestole og ved borde. På computerne langs væggen tastes der løs: Nogle søger jobs eller researcher til en roman, andre printer en uopfordret ansøgning. Ved skranken spørger en om hjælp til at scanne sit eksamensbevis. Om aftenen afholdes der i selv samme rum en workshop omkring iværksætteri og oprettelsen af en erhvervsrettet hjemmeside. Der er materialer til læsesvage voksne, ældre med nedsat syn, lydbøger til blinde, fagbøger til børn, databaser med viden på mange niveauer, skønlitteratur af enhver slags og en uddannet fagperson, som gerne vil hjælpe dig. Også hvis du ikke har en krone på lommen. Der er ingen krav om forudsætninger eller om at du skal producere noget. Alle er velkomne. Det er faktisk, hvad der blandt meget andet, sker rundt omkring på landets biblioteker. Lige nu. Hver eneste dag.

Biblioteket er et frirum, hvis familien, skolen eller jobsituationen er belastende. Et frirum, som skaber nysgerrighed og videbegær og inspirerer til social mobilitet. Som arbejdsløs i dagens Danmark, har man i særdeleshed behov for at kunne komme på internettet. At befinde sig i et vidensrum med verdenslitteratur, musik, aviser og mulighed for kvalificeret hjælp, er langt mere givende end fordyrende for produktivitet. At sidde derhjemme og skamme sig, gavner ingen.

Biblioteket er et empatiudvidende, ikke-kommercielt frirum, der ikke stigmatiserer den, der træder ind ad døren. Derfor er biblioteket en drømmepartner for en social iværksætter, der for eksempel ønsker en fysisk platform til at etablere skriveværksteder for unge mennesker. Siden 2009 har Ordskælv koblet unge med professionelle kræfter og kunstnere og givet ordet til dem, vi ofte hører om, men sjældent hører fra. Dem, der defineres som samfundets outsidere, men som rummer samfundets allerstørste styrke som insidere. Insidere med historier om at miste, mangle, savne, falde, drømme, håbe – og om at rejse sig. Historier, som er vigtige at fortælle og få fortalt, fordi de får alle livets nuancer frem og åbner os for hinanden som mennesker. Biblioteket spiller en helt central rolle i den proces: Biblioteket er det sted, hvor vi møder hinanden. På tværs af alder, faglige-, sociale-, etniske-, økonomiske- og geografiske skel. Biblioteket tilbyder de ideelle fysiske rammer til at skabe et trygt fortællerum. Her er mennesker ikke hjemløse, arbejdsløse, fattige, ensomme, psykisk syge, flygtede, kriminelle eller sorgramte stakler. Her er de skabere, der får magten over deres egne historier og værktøjerne til at formidle dem. Ikke ud fra en politisk, pædagogisk eller anden instrumentel agenda, men ud fra grundforståelsen: Alle har ret til at udtrykke sig og i grimme tider er skønhed den eneste protest.

Vi bør opfordre alle samfundets borgere til i højere grad at gøre brug af velfærdsstatens kulturelle tilbud. Det er i mødet med kunsten og kulturen og med hinanden at vi finder genkendelse, selvfølelse og livskvalitet. Mennesker inspireres af viden og kultur og af de mennesker, de møder på et bibliotek. Sådanne oaser har vi brug for i det moderne konkurrencesamfund. For mennesker har ret til fritid. Kontanthjælp- og dagpengemodtageres ret til fritid. Arbejdsløse skal også have lov til at holde fri fra arbejdsløsheden.

I 2014 viste en kortlægning af danskernes helbred lavet af de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, at hele 61,8 % af kontanthjælpsmodtagere og andre uden for arbejdsmarkedet har et højt stressniveau. Dette gjaldt kun 15,8 % af folk i arbejde. At der med arbejdsløshed for mange mennesker følger en følelse af værdiløshed, uduelighed og dårligt selvværd, kommer ikke som en overraskelse, for dem som rent faktisk har prøvet arbejdsløshed selv: De ved godt, at det at være arbejdsløs i de fleste tilfælde, ikke blot er et fuldtidsarbejde, men en ufrivillig livsstil.

Stress rammer til stadighed flere og flere borgere, og fører til et stigende antal diagnosticeringer af angst og depression. Ideen om, at man kun er værdifuld, i kraft af sin indkomst bærer ved til den tendens. Biblioteket er også for dig. Vi vil gerne opfordre dig til at sætte dig og læse en skønlitterær bog, og dermed få en forestilling om hvordan det er at være et andet menneske bare et par timer. Eller endnu bedre: Sætte dig ud på biblioteket og opleve folk fra alle samfundets lag inspireres, læse, lære, skabe og jobsøge sammen.