Kulturpolitik søges!

I Magisterbladet kunne man d. 16. april få et uhyggeligt indblik i, hvad Socialdemokraten Henrik Sass Larsen mener om kulturpolitik: ”Hvis du kigger på, hvad man bruger de kulturelle kroner til, så er det Det Kongelige Teater, det er symfoniorkestre rundt omkring, det er biblioteker, hvor der snart ikke kommer nogen mere, det er ballet, det er klassisk musik og alt muligt andet. Desto færre og desto snævre det er, desto flere penge bruger man på det, lader det til.” Problemet er ifølge gruppeformanden, at den jævne del af befolkningen finansierer elitens kulturforbrug – heri indregnet folkebibliotekerne.

Egentlig er det forfriskende at høre en socialdemokrat udtale sig om kulturpolitik, men når det, der siges i den grad er faktuelt fordrejet, bliver det uhyggelig læsning, som både viser historieløshed og uvidenhed.

Bibliotekerne er den mest besøgte kulturinstitution i Danmark

38 mio. fysiske besøg årligt og 55 mio. digitale besøg – og tallene stiger. Og det vel og mærke på trods af manglende politisk prioritering både nationalt og kommunalt.

De mange folkebiblioteker drives for en pris på ca. 430 kr. pr. borger årligt. Cepos har tidligere fremført, at de 430 kr. med fordel kunne fordeles ud på borgerne, så de selv frit kunne vælge, hvilke bøger de vil anskaffe sig. Sikke et bytte; ubegrænset adgang til 100.000vis af bøger, film, CD’ere, tidskrifter, webbaser mod 1-2 paperbacks i Bog & Idé!
Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge. Læg dertil problemet med at langt fra alle titler er tilgængelige i handelen.

Det smarte ved folkebiblioteker er jo netop den store volumen af materiale, vi stiller til rådighed for hinanden. På biblioteket kan jeg læse flere aviser end jeg har råd til at abonnere på. Jeg kan få set sagen fra flere synsvinkler i stedet for at måtte nøjes med en. Det er svært at få øje på det elitære eller overflødige i det.

Er forfatterforedrag, læsekredse, kunstudstillinger og lytteklubber elitære?

Eller er det fællesskabende, folkeoplysende og læsefremmende aktiviteter? Er det overflødigt i et moderne samfund? Eller i virkeligheden det, der kitter os sammen både lokalt og nationalt?

En ting er det faktuelt forkerte i det citerede udsagn, hvad værre er, er det kultursyn, der stikker hovedet frem. Der sættes et skel op mellem høj- og lavkultur, og det, der betegnes som højkulturelt er for de få, det er dyrt og det er overflødigt.

Den ”gode” (folkelige) kultur er for de mange, og derfor mere værd. Men, kulturforbrug skal læres. Børn bliver ikke født med en medfødt evne og lyst til hverken romaner, ballet eller hornmusik. Uden folkebiblioteker, gratis friluftsforestillinger, Public Service TV og radio m.m. ville mange børns (og voksnes) kulturelle horisont aldrig blive udfordret og udvidet.

I stedet for at lave den kunstige og gammeldags skelnen mellem fin- og folkekultur og dømme den ene ude, bør en visionær kulturpolitik sigte mod at flere får adgang til kulturen, og at den får lov til at være mangfoldig. Der er en langt større fare i de mange filiallukninger, digitalisering og selvbetjening.

Folkebiblioteket er for rigtig mange mennesker den kulturinstitution, som baner vejen til kulturelle oplevelser, og derfor er det så uhyre vigtigt, at de vedbliver med at være folkelige og imødekommende. Derfor er jeg modstander af prestigebyggerier på bekostning af ansatte, og overdreven brug af selvbetjening. Det skræmmer nogle af de brugergrupper, som har mest brug for at føle sig inkluderet i samfundet, væk. Nogle af de brugere, som har mest at vinde ved at finde frem til kultur og fællesskaber.

Jeg vil opfordre alle landets politiske partier til at gå ind på den kulturpolitiske arena – der er god plads at boltre sig på, og begynde at tænke visionært. Tænk, hvis det blev et mål at danskerne skulle læse mere. Meget mere. Ikke bare arbejde mere og leve længere, nej leve spændende liv med livslang læring og masser af kulturoplevelser.

Bibliotekar og projektleder

Bibliotekerne er en vital del af den kulturelle fødekæde

Trænger bibliotekerne sig ind på folkeoplysningsområdet og udbreder gratis fritidstilbud, der traditionelt har været aftenskolernes område? Det spørgsmål dukker jævnligt op og blev igen rejst i Politiken den 1. oktober under overskriften; »Det er ulige konkurrence: Skal man virkelig lære at bygge computere og binde fluer på biblioteket?« Som bibliotekar på et folkebibliotek var min første tanke Here we go again. Endnu engang beskyldes bibliotekerne for konkurrenceforvridning og igen på et grundlag, jeg ikke kan kende fra min hverdag.

Ikke alle brugere skal have en bog i hånden

Fluebinderi er ikke at finde i arrangementskataloget på mit folkebibliotek, men jeg fristes nu alligevel til at svare Ja, hvorfor ikke? Hvorfor må bibliotekerne ikke skabe aktiviteter til gavn for lokalsamfundet, så længe vi har formålet for øje? Nemlig at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, som der står i Biblioteksloven. Det kan gøres på mange måder, og det gør bibliotekerne også. For skal vi opfylde vores formål, skal vi ikke møde alle med en bog som det første. Vi tilpasser os vores lokale brugergrupper.

Bibliotekerne udbyder ikke lange forløb som aftenskolerne med undervisning i italiensk eller gymnastik. De fleste af vores arrangementer er smagsprøver på et emne, som kan skabe debat, nysgerrighed og anspore til yderligere aktiviteter. Og vi samarbejder ofte med lokale aktører.

I Hillerød giver det sig fx udslag i fællesspisninger, hvor biblioteket i samarbejde med bl.a. en højskole og en erhvervsskole samler mere end 200 borgere på tværs af demografi hver anden uge. Det handler om at skabe møder mellem borgere og rum for demokratisk samtale. Desuden får biblioteket hver gang nye lånere, der gennem arrangementet finder frem til bibliotekets øvrige tilbud.

Vi inviterer også til kreative workshops for børn, og for nogle bliver næste skridt at læse en af de mange børnebøger, vi har på hylderne.

Lokalsamfundet bakker op

Intet af det vi laver, møder kritik i vores lokalområde. Hvis man læser mere end bare overskriften på et arrangement på et folkebiblioteks hjemmeside, vil man opdage, hvor væsentlig en samarbejdspartner biblioteket er for oplysningsforbundene og lokalsamfundets mange foreninger.

Bibliotekerne er folkeoplysning, og det er aftenskolerne også. Men der er den væsentlige forskel, at på biblioteket kan man tilfældigt falde over inspirationen – det kan være et foredrag, en bogudstilling eller en fællesspisning. Man behøver ikke vide noget om emnet i forvejen og måske bliver ens nysgerrighed vakt. Det er anderledes planlagt at deltage i et kursus udbudt af et oplysningsforbund.

Se os som en samarbejdspartner og som en del af den kulturelle fødekæde i stedet for en konkurrent.

Bibliotekar og projektleder

Rejsebrev fra en bibliotekar

Jeg er tilbage i min gamle værtsby i Ohio. Det er juli måned og meget varmt og øde på gaderne. Kommer tilfældigt forbi det lokale bibliotek, som jeg ikke kan genkende. Det har haft vokseværk. Ellers er ikke meget forandret siden jeg sidst har besøgt Logan – en lille by med 6000 indbyggere i det sydøstlige Ohio. Jeg boede her som udvekslingsstudent i 1990/91.

De eneste synlige forandringer i bybilledet, jeg kan spore, viser tydeligt, at lokalpolitikernes fokus er på uddannelse. Der er nemlig blevet bygget flere nye, moderne skoler og biblioteket har fået markant mere plads og generelt flere  midler.

Jeg er nysgerrig og træder ind i et dejligt køligt og meget nydeligt bibliotek. Her er mange fysiske materialer og jeg tæller 3 ansatte på vagt. Kl. er 9 om morgenen. Jeg går lidt rundt og støder på en venlig bibliotekar, der gladeligt viser mig rundt og fortæller stolt om stedet.

Der er mange studiepladser med adgang til computere og en stor fysisk samling, primært bøger men også film. Der er et stort børneområde og et helt lokale også dedikeret børnebiblioteket. Herinde, fortæller bibliotekaren, holder de hver onsdag aften i skoleåret læsegruppe for de lidt større børn med gratis aftensmad. Det er populært. De har bestemt ingen problemer med at tiltrække børn og unge til biblioteket, fortæller hun

Der er ingen børn denne dag, men det forklares af, at de i denne uge mødes i den lokale park og læser sammen og laver andre aktiviteter arrangeret af biblioteket. Senere får de fremmødte børn frokost på biblioteket. Hun forklarer, at rigtig mange børn ingen steder har at være i den meget lange skoleferie. De er vant til at få frokost i skolerne og mange får derfor intet at spise, når ferien sætter ind.

Her har vi et bibliotek, der kender sine borgere og sit lokalområdes behov. De har designet tilbud, der passer til lige præcis deres by. De ved, at mange har brug for adgang til computere, de ved, der er mange fattige familier med børn, der har brug for et opholdssted om sommeren. Familier, der ikke har mulighed for at sende børnene på dyre sommerskoler eller tage på ferie. Biblioteket udfylder her en vigtig rolle.

Og politikerne anerkender bibliotekarernes viden og støtter op med midler. De ved også, at det er vigtigt at have et attraktivt bibliotek i et lokalsamfund. Et bibliotek bemandet med uddannet og dedikeret arbejdskraft.

Det var, må jeg med skam indrømme, lidt af en overraskelse for mig, at jeg skulle finde et så veldrevet og blomstrende bibliotek midt i det amerikanske bibelbælte. Det er længe siden, jeg i Danmark er stødt på et mindre lokalbibliotek, hvor gejsten  på samme måde er smittende og hvor der i stedet for snak om besparelser og forringelser, tales om forbedringer og investeringer.

Jeg tager mindst to ting med mig fra besøget i Logan:
– Lær dit biblioteks lokalsamfund at kende, afdæk behovene og vær med til at løse allerede eksisterende udfordringer.
– Biblioteker er stadig relevante og udfylder, når de er allerbedst, en meget vigtigt samfundsopgave.

 

 

Bibliotekar og projektleder

Hvorfor holder vi liv i folkebibliotekerne?

Det er en onsdag i juni. Vi befinder os på et bibliotek i Nordsjælland.
Hvem kommer ind ad dørene sådan en helt tilfældig onsdag?

Fra morgenstunden dukker stamgæsterne op: de ældre mænd, som kommer for at læse aviserne, den hjemløse, som trænger til et sted at være og måske en lur, mødrene på barsel, de studerende som slår sig ned i et studierum, og skolelæreren på jagt efter litteratur til et tema i 5. klasse.

Vi står klar fra kl. 10. Vi har fyldt udstillingerne op med gode tilbud: spændende biografier, lydbøger til ferien, gode film, bøger om gør-det-selv og danske klassikere – dem alle kender, men få har læst.

For at illustrere bredden i vores arbejde – os folkebibliotekarer – har jeg sat mig for at fortælle om en helt almindelig onsdag:

Den første gæst er en ældre dame, som ønsker en biografi om maleren Carl Larsson. Den finder vi sammen.

En ung låner efterspørger lydbøger på fransk og glædes over, at der er en hel hylde at vælge fra.

To forskellige lånere søger efter to forskellige islandske forfattere og forundres begge over at islandske forfattere opstilles efter fornavn. En praksis, der udspringer af, at islandske efternavne er patronymer og ikke slægtsnavne.

Lidt senere søger en ung mand bøger om renovering af huse og en kvinde leder efter noderne til en sang fra 1940’erne. En længere jagt sættes ind. Noderne må bestilles udefra, men vi finder en CD med sangen, som hun får med sig hjem.

En låner har forgæves ledt efter cd’er med gruppen Muse – men har set i den forkerte kategori. Vi finder sammen 4 cd’er og han går glad herfra.

En mor til to piger vil gerne læse om Leonora Christina, men kender ikke børnebøgerne af Hertha J. Enevoldsen, som præcis er skrevet til den målgruppe. Hun ved nu, at der findes en række bøger af samme forfatter om danske dronninger.

Det var et lille indblik i bredden af henvendelser på en helt almindelig onsdag på et dansk folkebibliotek.

Vi er vejvisere, detektiver og socialarbejdere. Vi ved aldrig, hvad en vagt byder på af spændende opgaver. Dørene er åbne for alle og alle får samme betjening. I dette rum er der ingen fordømmelse, ingen krav, og alle spørgsmål er velkomne. Det er unikt for bibliotekerne. Derfor bakker størstedelen af danskerne også op om bibliotekerne.

Men, biblioteket som institution er i forandring. Rundt omkring arbejdes med værtsskab, samskabelse, borgerservice, døgnåbent, frivillige og inddragelse af andre faggrupper i medarbejderstaben. Det er godt, at vi tør forandre. Det er rigtigt, at bibliotekarer skal være opsøgende og gæstfri. Det er vigtigt at inddrage lokalsamfundet. Og det er en god idé at eksperimentere med udstillingerne, åbningstiderne og arrangementerne.

Mange af forandringerne kræver nye kompetencer, ny teknologi, mandetimer og ombygning af rummet. Det er svært at skabe bæredygtige forandringer samtidig med, at budgetterne beskæres år efter år. Det er en selvmodsigelse. Alle virksomhedsejere ved, at opstart af nye tiltag betyder nedgang i produktionen i startfasen. Det koster at forandre. De midler tages fra materialeindkøb eller bemandingen. Kerneydelser som stadig er efterspurgte og vigtige for mange af vores brugere.

Jeg undrer mig over sparerunder og dommedagsprofetier, når jeg hver dag mødes af tilfredse gæster og tilgangen til læsekredse, arrangementer og IT-caféer kun vokser. Vi passer ikke bare på materialerne. Vi er markedsførere af viden. Og vi er konservatorer af historie og kultur. Foruden detektiver, vejledere, socialarbejdere, integrationsfremmere osv.

Jeg håber, at vores politikere vil passe på folkebibliotekerne og sikre, at vi fortsat har biblioteker i lokalsamfundene, som sikrer lige adgang til viden og et neutralt og trygt mødested for borgerne.

Bibliotekar og projektleder