Et drømmescenarie for fremtidens folkebiblioteker

Kulturministeren har søsat en fin kampagne om fremtidens folkebibliotek under titlen Ordet er Frit på Facebook og ved indtil videre 4 debatmøder ude i landet.

Det fik flere til at komme med bud på, hvordan fremtidens bibliotek ser ud, og satte da også en række tanker i gang hos mig. Bl.a. dukkede et par af mine gamle kæpheste op.

Det frisatte folkebibliotek

Et vigtigt element i at fremtidssikre folkebiblioteket er i min optik at vinde kontrollen med institutionen, og dermed sikre uafhængigheden af snævre lokalpolitiske interesser og tendenser.

Derfor er det mit ønske for folkebibliotekerne, at de i fremtiden bliver selvejende institutioner som eks. nutidens gymnasier.

Herved udsættes man naturligvis for det famøse omprioriteringsbidrag, såfremt der er tale om en selvejende institution under staten som eks. gymnasierne. Omprioriteringsbidrag er grønthøstermetoden, hvor der hvert år skal spares 2 %, hvilket kan vise sig at være en dyr pris at betale for at være herre i eget hus. Dog vil det afhænge meget af de økonomiske rammer og den betaling, bibliotekerne vil få for at drive bibliotekerne.

Kigger man på gymnasierne, så viste en undersøgelse foretaget af Altinget for små 10 år siden, at ca. halvdelen af rektorerne følte sig presset på økonomien. Her var det tydeligt, at gymnasier, der var velfinansierede før reformen, mistede penge, og de, der var knap så velfinansierede, fik flere penge. Det vil også ske for bibliotekerne.

På den anden side, så nævnte ca. halvdelen også, at gymnasierne havde fået mere frihed. Jens Nielsen fra Støvring Gymnasium var meget repræsentativ: “Vi kan handle og lægge planer fremadrettet uden at være afhængige af politisk vilje. Vi har fået flere frihedsgrader.” Og det er det, jeg gerne ser ske for folkebibliotekerne også.

Fællesskab, formidling og fokus

Et andet vigtigt element er, at folkebibliotekerne i fremtiden indgår i og er drivkraft for stærke faglige fællesskaber med lokale skoler og uddannelsesinstitutioner, og bibliotekarerne bliver sat i spil som ressourcepersoner, når det kommer til informationsformidling og -behandling.

Heri indgår også en lokal fundering og et fokus på at skabe læselyst og læringsglæde, hvor samlingen ses som et middel, ikke et mål i sig selv. En evt. revision af Biblioteksloven understreger dette og bibliotekernes rolle i lokalsamfundet for børn og unges trivsel og dannelse.

Et brud med kulturen

Sidst, men ikke mindst, så skal bibliotekerne flyttes fra Kulturministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Bibliotekernes tilknytning til Kulturministeriet gør dem ikke noget godt og alt for ofte ses de som undværlig flødeskum.

Det synes mig heller ikke, at bibliotekerne får noget ud af at være underlagt Kulturministeriet. Selv en stærk kulturminister som Brian Mikkelsen magtede ikke at rette fokus på området endsige skærme det mod en stadig strøm af besparelser.

Uddannelses- og Forskningsministeriets mission om at skabe ”fundamentet for viden og velstand” passer perfekt til fremtidens folkebibliotek, hvor man som det naturligste arbejder med at styrke den sociale mobilitet, understøtte læring og hjælper folk med at skabe et bedre liv for dem selv.

Man kan også håbe, den ændrede struktur og ministerium vil føre til et nationalt tilbud for digitale ressourcer så som e-bøger, netlydbøger og databaser, således at der er reel lige og fri adgang på tværs af kommunegrænser.

Men er det nu også realistisk?

Det er det store spørgsmål, og jeg ved det ærlig talt ikke. Man kan håbe.

Dog er der naturligvis nogle ting, man skal have in mente. Selv om jeg er meget glad for ideen om selvstændige biblioteker, så er alt ikke fryd og gammen.

Man kan eksempelvis ikke regne med, at bibliotekerne får mere albuerum, så at sige. Undervisningsministeriet ser ud til at holde gymnasierne i ret stramme tøjler. Vi kan heller ikke regne med, at økonomien bliver bedre. Ganske som der også kan snige sig et element af konkurrence mellem bibliotekerne ind – det har vi nemlig set med gymnasierne.

Det er også svært at sige, hvorvidt der kan skabes interesse for at flytte bibliotekerne fra et ministerium til et andet, og hvorvidt situationen reelt vil forbedres i så fald.

Men, som sagt, man kan håbe.

 

 

 

 

 

Hvorfor Bloglioteket?

Tidligere på året tilbragte jeg en weekend i Middelfart. Her nød jeg, foruden kaffe i liberale mængder, mine kolleger fra Bibliotekarforbundets selskab under et givende kursus i meningsdannelse. Altså, hvordan vi som fagpersoner oplader vores røst i medierne og tiltrækker faget opmærksomhed.

Ganske relevant, ikke mindst i disse dage, hvor både fag og institution er under angreb, tænker man. Men der var kun kommet 13 ansøgninger. Altså et par mere, end der var pladser på kurset. Det overraskede mig lidt. Så bette et forbund er BF dog heller ikke.

MEN måske er det ikke så overraskende endda. Der synes at være en vis forsigtighed indlejret i den gennemsnitlige bibliotekar. Vi gør ikke meget stads af os som profession. Måske fordi vi ser det som uprofessionelt og subjektivt at blande os den offentlige debat. Bibliotekaren er jo en objektiv vogter af viden, biblioteket et neutralt sted, og hvad har vi.

Ja, jeg ved det ikke.

Hvad jeg dog ved er, at det er ærgerligt. I et mediebillede domineret og plaget af historier, der i bedste fald er fejlbehæftede og i værste fald bevidst vinklede, så er det vigtigt, at vi som fagfolk hæver stemmen og træder frem i den offentlige debat.

Tænk, hvis vi vågnede op i morgen og det var blevet til en rodfæstet sandhed, at bibliotekarer er overflødige og bibliotekerne kulturelle flødekager uden egentlig næringsværdi.

Irriterer det dig? Godt.

Det er nemlig den vej, det går, hvis ikke vi siger fra. Ole Münster, CEPOS, det skønlitterære hylekor på Politiken og flere af landets andre medier er stille og rolig ved at formulere en offentlig forståelse af biblioteket som et døende sted, der sjofler bøgerne – ja, hvis de ikke ligefrem brænder dem. Om en gruppe ansatte, der gøgler lystigt løs og udlåner legetøj til højre og venstre. Om huse, hvor de arbejdsløse hænger formålsløst ud i stedet for at bidrage til økonomien.

Som faggruppe har vi meget lidt at skamme os over, men meget at glædes over. Vi gør en forskel, vi ændrer liv og vi hjælper unge som ældre med at blive klogere.

Nu er vi ikke længere et fag uden en stemme. Vi er ved at blive et fag med mange og stærke stemmer.

Og flere af dem finder du her på Bloglioteket.

Foto: Heidi Lundsgaard/BF