Tidlig sprogindsats: Hvor er bibliotekerne henne i regeringens ghettoudspil?

Hvis parallelsamfund er et kulturelt problem, hvorfor er der så ingen kulturpolitiske initiativer at finde i regeringens ghettoudspil? For eksempel bibliotekerne?

STYRKET politiindsats. Højere straffe. Nedrivning af bygninger. Det er bare nogle af punkterne i regeringens nye ghettoudspil, der én gang for alle vil gøre op med parallelsamfundene i Danmark.

Det skal være slut med social kontrol, sprogbarrierer, arbejdsløshed og ulighed mellem kønnene. Løsningen er bøder, bulldozere og fængselsstraffe. I det 22 punkter lange udspil bliver borgerne i de udsatte boligområder omtalt som uforanderlige, statistiske størrelser, en homogen masse, der udelukkende reagerer på tvang og straf. På mange måder sammenligneligt med det historieløse syn på kulturinstitutionerne, som igen og igen fremføres af højrefløjen.

ET AFGØRENDE FOKUSPUNKT i regeringens ghettoudspil er indsatsen rettet mod børn og unge. Ved blandt andet at gøre daginstitutionerne obligatoriske og kræve procentvis fordeling af børnene i dagtilbud, på skoler og i gymnasier, vil regeringen sikre en tidligere opsporing af udsatte børn og en tidligere sprogfaglig indsats.

Det er regeringens tro, at dagtilbuddene og uddannelsessystemet alene kan løfte den kulturelle integrationsopgave, blot ved at børnene fordeles lige og lærer at tale dansk. Men – i tråd med de sidste års intense diskussion af danskhedsbegrebet – bør regeringen spørge sig selv: Er en lingvistisk beherskelse af det danske sprog det samme som at tage kulturelt ejerskab over den dansksprogede kulturskat?

MIT SVAR ER NEJ. Det kræver en social indsats, der engagerer borgerne kulturelt i det danske samfund.

Og det er en indsats, der går ud over skolesystemet.

Tag folkebiblioteket. Højreorienterede kulturdebattører og liberalistiske tænketanke har i årevis erklæret bibliotekssektoren overflødig. I dette ræsonnement ses biblioteket som en bogsamling, og biblioteksbrugeren alene som en låner. Det er en skræmmende gammeldags måde at tænke kulturel værdi og et kæmpe spild af kulturelle ressourcer.

Et stenkast fra Mjølnerparken, hvor regeringen i sidste uge præsenterede sit udspil, ligger Blågårdens Bibliotek. Et bibliotek med en ungeprofil, der for fem år siden vandt Den Europæiske Sprogpris for sine innovative tilbud, med fokus på at engagere to- og flersprogede brugere: Ved hjælp af lektiecaféer, flersprogede snakkeklubber og projektet Bogstart, et forsøg støttet af Kulturstyrelsen, der udleverede alderssvarende bogpakker til børn i udsatte boligområder, gør Blågårdens Bibliotek et kæmpe stykke arbejde for den tidlige sprogindsats, som regeringen finder så afgørende for den vellykkede integration. Alligevel er for eksempel bibliotekerne ingen steder at spore i ghettoudspillet.

Hvis parallelsamfund er et kulturelt problem, hvorfor er der så ingen kulturpolitiske initiativer at finde i regeringens ghettoudspil? Det forekommer mig, at regeringens udspil ser murstensbygninger som det eneste nedbrydelige. Men hvis vi vil kulturelle barrierer til livs, så kræver det en social indsats, som også de kulturelle institutioner er med til at løfte.

Indførslen af kulturelle ressourcer som arbejdsredskaber og værktøjer i kampen for den succesfulde integration kræver, at vi gør op med italesættelsen af beboerne i de udsatte boligområder som utilpassede snyltere og byrder. Det kræver, at vi sondrer mellem integration og assimilation. Det kræver et mangfoldigt syn på kulturel kapital og en inkluderende, dialogsøgende indsats.

Lad os benytte de kulturpolitiske ressourcer, vi har, til at gøre en reel og forebyggende forskel i de udsatte boligområder.

Kulturelle møder er essentielle for menneskers livsduelighed

De rekreative tilbud som gratis biblioteksadgang underminerer ikke arbejdsmotivationen

Mennesker i svære livforhold, ude for arbejdsmarkedet, mennesker der bærer på sorg er stresssygemeldte eller syge har alle brug for rekreation.

Det er ikke alle mennesker, der motiveres af penge eller status. Forskellige mennesker har forskellige motivatorer. Det kan være lighed, frihed eller skønhed. I sidste ende, må vi spørge os selv, hvilket slags samfund vi gerne vil have. Det er de færreste, der kan være effektive hele tiden. Jo, bedre man rekreerer, jo mere effektiv kan man være i arbejdstiden eller i jobansøgningstiden.

Vi er fire kvinder, som alle på hver vores måde til dagligt arbejder med den forskel, som kulturformidling og særligt bibliotekerne gør. Marie arbejder i folkebibliotekssektoren, særligt med læsesvage voksne. Maja arbejder med de unge på et gymnasiebibliotek. Karen er social iværksætter og samarbejder med bibliotekerne om at give unge i sorg magten til at fortælle deres egen historie. Anna Arendse studerer kulturformidling og debatterer biblioteksinstitutionens aktualitet. Vi gør det, fordi kultur og viden spiller en vital rolle for samfundet, og fordi bibliotekerne kan hjælpe dig, der er havnet på kanten af arbejdsmarkedet til at finde din vej ind igen.

Forestil dig, at du kommer ind i et rum fyldt med viden og kultur – både i form af bøger, film og databaser. Mennesker i mange forskellige aldre og fra forskellige samfundslag sidder og læser i lænestole og ved borde. På computerne langs væggen tastes der løs: Nogle søger jobs eller researcher til en roman, andre printer en uopfordret ansøgning. Ved skranken spørger en om hjælp til at scanne sit eksamensbevis. Om aftenen afholdes der i selv samme rum en workshop omkring iværksætteri og oprettelsen af en erhvervsrettet hjemmeside. Der er materialer til læsesvage voksne, ældre med nedsat syn, lydbøger til blinde, fagbøger til børn, databaser med viden på mange niveauer, skønlitteratur af enhver slags og en uddannet fagperson, som gerne vil hjælpe dig. Også hvis du ikke har en krone på lommen. Der er ingen krav om forudsætninger eller om at du skal producere noget. Alle er velkomne. Det er faktisk, hvad der blandt meget andet, sker rundt omkring på landets biblioteker. Lige nu. Hver eneste dag.

Biblioteket er et frirum, hvis familien, skolen eller jobsituationen er belastende. Et frirum, som skaber nysgerrighed og videbegær og inspirerer til social mobilitet. Som arbejdsløs i dagens Danmark, har man i særdeleshed behov for at kunne komme på internettet. At befinde sig i et vidensrum med verdenslitteratur, musik, aviser og mulighed for kvalificeret hjælp, er langt mere givende end fordyrende for produktivitet. At sidde derhjemme og skamme sig, gavner ingen.

Biblioteket er et empatiudvidende, ikke-kommercielt frirum, der ikke stigmatiserer den, der træder ind ad døren. Derfor er biblioteket en drømmepartner for en social iværksætter, der for eksempel ønsker en fysisk platform til at etablere skriveværksteder for unge mennesker. Siden 2009 har Ordskælv koblet unge med professionelle kræfter og kunstnere og givet ordet til dem, vi ofte hører om, men sjældent hører fra. Dem, der defineres som samfundets outsidere, men som rummer samfundets allerstørste styrke som insidere. Insidere med historier om at miste, mangle, savne, falde, drømme, håbe – og om at rejse sig. Historier, som er vigtige at fortælle og få fortalt, fordi de får alle livets nuancer frem og åbner os for hinanden som mennesker. Biblioteket spiller en helt central rolle i den proces: Biblioteket er det sted, hvor vi møder hinanden. På tværs af alder, faglige-, sociale-, etniske-, økonomiske- og geografiske skel. Biblioteket tilbyder de ideelle fysiske rammer til at skabe et trygt fortællerum. Her er mennesker ikke hjemløse, arbejdsløse, fattige, ensomme, psykisk syge, flygtede, kriminelle eller sorgramte stakler. Her er de skabere, der får magten over deres egne historier og værktøjerne til at formidle dem. Ikke ud fra en politisk, pædagogisk eller anden instrumentel agenda, men ud fra grundforståelsen: Alle har ret til at udtrykke sig og i grimme tider er skønhed den eneste protest.

Vi bør opfordre alle samfundets borgere til i højere grad at gøre brug af velfærdsstatens kulturelle tilbud. Det er i mødet med kunsten og kulturen og med hinanden at vi finder genkendelse, selvfølelse og livskvalitet. Mennesker inspireres af viden og kultur og af de mennesker, de møder på et bibliotek. Sådanne oaser har vi brug for i det moderne konkurrencesamfund. For mennesker har ret til fritid. Kontanthjælp- og dagpengemodtageres ret til fritid. Arbejdsløse skal også have lov til at holde fri fra arbejdsløsheden.

I 2014 viste en kortlægning af danskernes helbred lavet af de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, at hele 61,8 % af kontanthjælpsmodtagere og andre uden for arbejdsmarkedet har et højt stressniveau. Dette gjaldt kun 15,8 % af folk i arbejde. At der med arbejdsløshed for mange mennesker følger en følelse af værdiløshed, uduelighed og dårligt selvværd, kommer ikke som en overraskelse, for dem som rent faktisk har prøvet arbejdsløshed selv: De ved godt, at det at være arbejdsløs i de fleste tilfælde, ikke blot er et fuldtidsarbejde, men en ufrivillig livsstil.

Stress rammer til stadighed flere og flere borgere, og fører til et stigende antal diagnosticeringer af angst og depression. Ideen om, at man kun er værdifuld, i kraft af sin indkomst bærer ved til den tendens. Biblioteket er også for dig. Vi vil gerne opfordre dig til at sætte dig og læse en skønlitterær bog, og dermed få en forestilling om hvordan det er at være et andet menneske bare et par timer. Eller endnu bedre: Sætte dig ud på biblioteket og opleve folk fra alle samfundets lag inspireres, læse, lære, skabe og jobsøge sammen.

 

Hvorfor Bloglioteket?

Tidligere på året tilbragte jeg en weekend i Middelfart. Her nød jeg, foruden kaffe i liberale mængder, mine kolleger fra Bibliotekarforbundets selskab under et givende kursus i meningsdannelse. Altså, hvordan vi som fagpersoner oplader vores røst i medierne og tiltrækker faget opmærksomhed.

Ganske relevant, ikke mindst i disse dage, hvor både fag og institution er under angreb, tænker man. Men der var kun kommet 13 ansøgninger. Altså et par mere, end der var pladser på kurset. Det overraskede mig lidt. Så bette et forbund er BF dog heller ikke.

MEN måske er det ikke så overraskende endda. Der synes at være en vis forsigtighed indlejret i den gennemsnitlige bibliotekar. Vi gør ikke meget stads af os som profession. Måske fordi vi ser det som uprofessionelt og subjektivt at blande os den offentlige debat. Bibliotekaren er jo en objektiv vogter af viden, biblioteket et neutralt sted, og hvad har vi.

Ja, jeg ved det ikke.

Hvad jeg dog ved er, at det er ærgerligt. I et mediebillede domineret og plaget af historier, der i bedste fald er fejlbehæftede og i værste fald bevidst vinklede, så er det vigtigt, at vi som fagfolk hæver stemmen og træder frem i den offentlige debat.

Tænk, hvis vi vågnede op i morgen og det var blevet til en rodfæstet sandhed, at bibliotekarer er overflødige og bibliotekerne kulturelle flødekager uden egentlig næringsværdi.

Irriterer det dig? Godt.

Det er nemlig den vej, det går, hvis ikke vi siger fra. Ole Münster, CEPOS, det skønlitterære hylekor på Politiken og flere af landets andre medier er stille og rolig ved at formulere en offentlig forståelse af biblioteket som et døende sted, der sjofler bøgerne – ja, hvis de ikke ligefrem brænder dem. Om en gruppe ansatte, der gøgler lystigt løs og udlåner legetøj til højre og venstre. Om huse, hvor de arbejdsløse hænger formålsløst ud i stedet for at bidrage til økonomien.

Som faggruppe har vi meget lidt at skamme os over, men meget at glædes over. Vi gør en forskel, vi ændrer liv og vi hjælper unge som ældre med at blive klogere.

Nu er vi ikke længere et fag uden en stemme. Vi er ved at blive et fag med mange og stærke stemmer.

Og flere af dem finder du her på Bloglioteket.

Foto: Heidi Lundsgaard/BF

 

 

Hvorfor holder vi liv i folkebibliotekerne?

Det er en onsdag i juni. Vi befinder os på et bibliotek i Nordsjælland.
Hvem kommer ind ad dørene sådan en helt tilfældig onsdag?

Fra morgenstunden dukker stamgæsterne op: de ældre mænd, som kommer for at læse aviserne, den hjemløse, som trænger til et sted at være og måske en lur, mødrene på barsel, de studerende som slår sig ned i et studierum, og skolelæreren på jagt efter litteratur til et tema i 5. klasse.

Vi står klar fra kl. 10. Vi har fyldt udstillingerne op med gode tilbud: spændende biografier, lydbøger til ferien, gode film, bøger om gør-det-selv og danske klassikere – dem alle kender, men få har læst.

For at illustrere bredden i vores arbejde – os folkebibliotekarer – har jeg sat mig for at fortælle om en helt almindelig onsdag:

Den første gæst er en ældre dame, som ønsker en biografi om maleren Carl Larsson. Den finder vi sammen.

En ung låner efterspørger lydbøger på fransk og glædes over, at der er en hel hylde at vælge fra.

To forskellige lånere søger efter to forskellige islandske forfattere og forundres begge over at islandske forfattere opstilles efter fornavn. En praksis, der udspringer af, at islandske efternavne er patronymer og ikke slægtsnavne.

Lidt senere søger en ung mand bøger om renovering af huse og en kvinde leder efter noderne til en sang fra 1940’erne. En længere jagt sættes ind. Noderne må bestilles udefra, men vi finder en CD med sangen, som hun får med sig hjem.

En låner har forgæves ledt efter cd’er med gruppen Muse – men har set i den forkerte kategori. Vi finder sammen 4 cd’er og han går glad herfra.

En mor til to piger vil gerne læse om Leonora Christina, men kender ikke børnebøgerne af Hertha J. Enevoldsen, som præcis er skrevet til den målgruppe. Hun ved nu, at der findes en række bøger af samme forfatter om danske dronninger.

Det var et lille indblik i bredden af henvendelser på en helt almindelig onsdag på et dansk folkebibliotek.

Vi er vejvisere, detektiver og socialarbejdere. Vi ved aldrig, hvad en vagt byder på af spændende opgaver. Dørene er åbne for alle og alle får samme betjening. I dette rum er der ingen fordømmelse, ingen krav, og alle spørgsmål er velkomne. Det er unikt for bibliotekerne. Derfor bakker størstedelen af danskerne også op om bibliotekerne.

Men, biblioteket som institution er i forandring. Rundt omkring arbejdes med værtsskab, samskabelse, borgerservice, døgnåbent, frivillige og inddragelse af andre faggrupper i medarbejderstaben. Det er godt, at vi tør forandre. Det er rigtigt, at bibliotekarer skal være opsøgende og gæstfri. Det er vigtigt at inddrage lokalsamfundet. Og det er en god idé at eksperimentere med udstillingerne, åbningstiderne og arrangementerne.

Mange af forandringerne kræver nye kompetencer, ny teknologi, mandetimer og ombygning af rummet. Det er svært at skabe bæredygtige forandringer samtidig med, at budgetterne beskæres år efter år. Det er en selvmodsigelse. Alle virksomhedsejere ved, at opstart af nye tiltag betyder nedgang i produktionen i startfasen. Det koster at forandre. De midler tages fra materialeindkøb eller bemandingen. Kerneydelser som stadig er efterspurgte og vigtige for mange af vores brugere.

Jeg undrer mig over sparerunder og dommedagsprofetier, når jeg hver dag mødes af tilfredse gæster og tilgangen til læsekredse, arrangementer og IT-caféer kun vokser. Vi passer ikke bare på materialerne. Vi er markedsførere af viden. Og vi er konservatorer af historie og kultur. Foruden detektiver, vejledere, socialarbejdere, integrationsfremmere osv.

Jeg håber, at vores politikere vil passe på folkebibliotekerne og sikre, at vi fortsat har biblioteker i lokalsamfundene, som sikrer lige adgang til viden og et neutralt og trygt mødested for borgerne.

Er det bibliotekets opgave? Ja!

Ja! Det ER bibliotekets arbejde

På Bibliotekspolitisk Topmøde 2017 var et af de emner, der gik igen, bibliotekernes rolle i forhold til borgere med særlige behov. Og dem er der mange af. Hvordan sikrer vi et godt grundtilbud til dem – hele tiden?

Spørgsmålet om bibliotekets rolle i forhold til specifikke brugergrupper har også huseret i den offentlige debat. Hvis man laver et forløb for stress-ramte, går man så ind over jobcenterets opgaver? Hvis man har læseklubber for psykisk sårbare, er det så psykiatriens opgaver man tager? Nej. Det er det ikke. Der findes mange gode eksempler på projekter i biblioteksdanmark og service, som løfter eller hjælper brugerne med at komme igennem svære perioder, situationer eller valg. Alt sammen solidt inde for rammerne af bibliotekslovens formål.

Læs resten af artiklen i Danmarks Biblioteker