Et drømmescenarie for fremtidens folkebiblioteker

Kulturministeren har søsat en fin kampagne om fremtidens folkebibliotek under titlen Ordet er Frit på Facebook og ved indtil videre 4 debatmøder ude i landet.

Det fik flere til at komme med bud på, hvordan fremtidens bibliotek ser ud, og satte da også en række tanker i gang hos mig. Bl.a. dukkede et par af mine gamle kæpheste op.

Det frisatte folkebibliotek

Et vigtigt element i at fremtidssikre folkebiblioteket er i min optik at vinde kontrollen med institutionen, og dermed sikre uafhængigheden af snævre lokalpolitiske interesser og tendenser.

Derfor er det mit ønske for folkebibliotekerne, at de i fremtiden bliver selvejende institutioner som eks. nutidens gymnasier.

Herved udsættes man naturligvis for det famøse omprioriteringsbidrag, såfremt der er tale om en selvejende institution under staten som eks. gymnasierne. Omprioriteringsbidrag er grønthøstermetoden, hvor der hvert år skal spares 2 %, hvilket kan vise sig at være en dyr pris at betale for at være herre i eget hus. Dog vil det afhænge meget af de økonomiske rammer og den betaling, bibliotekerne vil få for at drive bibliotekerne.

Kigger man på gymnasierne, så viste en undersøgelse foretaget af Altinget for små 10 år siden, at ca. halvdelen af rektorerne følte sig presset på økonomien. Her var det tydeligt, at gymnasier, der var velfinansierede før reformen, mistede penge, og de, der var knap så velfinansierede, fik flere penge. Det vil også ske for bibliotekerne.

På den anden side, så nævnte ca. halvdelen også, at gymnasierne havde fået mere frihed. Jens Nielsen fra Støvring Gymnasium var meget repræsentativ: “Vi kan handle og lægge planer fremadrettet uden at være afhængige af politisk vilje. Vi har fået flere frihedsgrader.” Og det er det, jeg gerne ser ske for folkebibliotekerne også.

Fællesskab, formidling og fokus

Et andet vigtigt element er, at folkebibliotekerne i fremtiden indgår i og er drivkraft for stærke faglige fællesskaber med lokale skoler og uddannelsesinstitutioner, og bibliotekarerne bliver sat i spil som ressourcepersoner, når det kommer til informationsformidling og -behandling.

Heri indgår også en lokal fundering og et fokus på at skabe læselyst og læringsglæde, hvor samlingen ses som et middel, ikke et mål i sig selv. En evt. revision af Biblioteksloven understreger dette og bibliotekernes rolle i lokalsamfundet for børn og unges trivsel og dannelse.

Et brud med kulturen

Sidst, men ikke mindst, så skal bibliotekerne flyttes fra Kulturministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Bibliotekernes tilknytning til Kulturministeriet gør dem ikke noget godt og alt for ofte ses de som undværlig flødeskum.

Det synes mig heller ikke, at bibliotekerne får noget ud af at være underlagt Kulturministeriet. Selv en stærk kulturminister som Brian Mikkelsen magtede ikke at rette fokus på området endsige skærme det mod en stadig strøm af besparelser.

Uddannelses- og Forskningsministeriets mission om at skabe ”fundamentet for viden og velstand” passer perfekt til fremtidens folkebibliotek, hvor man som det naturligste arbejder med at styrke den sociale mobilitet, understøtte læring og hjælper folk med at skabe et bedre liv for dem selv.

Man kan også håbe, den ændrede struktur og ministerium vil føre til et nationalt tilbud for digitale ressourcer så som e-bøger, netlydbøger og databaser, således at der er reel lige og fri adgang på tværs af kommunegrænser.

Men er det nu også realistisk?

Det er det store spørgsmål, og jeg ved det ærlig talt ikke. Man kan håbe.

Dog er der naturligvis nogle ting, man skal have in mente. Selv om jeg er meget glad for ideen om selvstændige biblioteker, så er alt ikke fryd og gammen.

Man kan eksempelvis ikke regne med, at bibliotekerne får mere albuerum, så at sige. Undervisningsministeriet ser ud til at holde gymnasierne i ret stramme tøjler. Vi kan heller ikke regne med, at økonomien bliver bedre. Ganske som der også kan snige sig et element af konkurrence mellem bibliotekerne ind – det har vi nemlig set med gymnasierne.

Det er også svært at sige, hvorvidt der kan skabes interesse for at flytte bibliotekerne fra et ministerium til et andet, og hvorvidt situationen reelt vil forbedres i så fald.

Men, som sagt, man kan håbe.

 

 

 

 

 

Bibliotekerne er en vital del af den kulturelle fødekæde

Trænger bibliotekerne sig ind på folkeoplysningsområdet og udbreder gratis fritidstilbud, der traditionelt har været aftenskolernes område? Det spørgsmål dukker jævnligt op og blev igen rejst i Politiken den 1. oktober under overskriften; »Det er ulige konkurrence: Skal man virkelig lære at bygge computere og binde fluer på biblioteket?« Som bibliotekar på et folkebibliotek var min første tanke Here we go again. Endnu engang beskyldes bibliotekerne for konkurrenceforvridning og igen på et grundlag, jeg ikke kan kende fra min hverdag.

Ikke alle brugere skal have en bog i hånden

Fluebinderi er ikke at finde i arrangementskataloget på mit folkebibliotek, men jeg fristes nu alligevel til at svare Ja, hvorfor ikke? Hvorfor må bibliotekerne ikke skabe aktiviteter til gavn for lokalsamfundet, så længe vi har formålet for øje? Nemlig at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, som der står i Biblioteksloven. Det kan gøres på mange måder, og det gør bibliotekerne også. For skal vi opfylde vores formål, skal vi ikke møde alle med en bog som det første. Vi tilpasser os vores lokale brugergrupper.

Bibliotekerne udbyder ikke lange forløb som aftenskolerne med undervisning i italiensk eller gymnastik. De fleste af vores arrangementer er smagsprøver på et emne, som kan skabe debat, nysgerrighed og anspore til yderligere aktiviteter. Og vi samarbejder ofte med lokale aktører.

I Hillerød giver det sig fx udslag i fællesspisninger, hvor biblioteket i samarbejde med bl.a. en højskole og en erhvervsskole samler mere end 200 borgere på tværs af demografi hver anden uge. Det handler om at skabe møder mellem borgere og rum for demokratisk samtale. Desuden får biblioteket hver gang nye lånere, der gennem arrangementet finder frem til bibliotekets øvrige tilbud.

Vi inviterer også til kreative workshops for børn, og for nogle bliver næste skridt at læse en af de mange børnebøger, vi har på hylderne.

Lokalsamfundet bakker op

Intet af det vi laver, møder kritik i vores lokalområde. Hvis man læser mere end bare overskriften på et arrangement på et folkebiblioteks hjemmeside, vil man opdage, hvor væsentlig en samarbejdspartner biblioteket er for oplysningsforbundene og lokalsamfundets mange foreninger.

Bibliotekerne er folkeoplysning, og det er aftenskolerne også. Men der er den væsentlige forskel, at på biblioteket kan man tilfældigt falde over inspirationen – det kan være et foredrag, en bogudstilling eller en fællesspisning. Man behøver ikke vide noget om emnet i forvejen og måske bliver ens nysgerrighed vakt. Det er anderledes planlagt at deltage i et kursus udbudt af et oplysningsforbund.

Se os som en samarbejdspartner og som en del af den kulturelle fødekæde i stedet for en konkurrent.

Censurmuleri…

I denne uge afholder den amerikanske biblioteksforening ALA ‘Banned Books Week’. Altså en uge hvor man fokuserer på censur og censurerede bøger og snakker om at det faktisk sker.

ALA snakker i deres pressemeddelelse om ugen om the “tide of censorship” – censurens tidevand. Og netop tidevandsmetaforen er rammende. Der vil altid være kræfter, stærke kræfter der vil prøve at stoppe, ændre eller diskreditere information og kultur de ikke forstår eller ikke kan lide.

Og vi bliver nødt til at blive ved med at bygge bolværk mod dem.

Der har allerede inden ugen var startet været lidt ballade, fx har en gruppe præster i Maine prøvet at få fjernet en udstilling med bøger og tegneserier med homoseksuelt indhold fra et bibliotek. Det har de ikke fået lov til. Biblioteket forsvarede sig selv og sin pligt til at tilbyde borgerne information om alle emner og de vandt!

Heldigvis var det et bibliotek der havde ressourcerne til at forsvare borgernes rettigheder. Desværre er der alt for mange biblioteker i fx USA og England der lige nu, bliver skåret på budgetterne, og hvis de bliver skåret nok, så bliver bolværket for svagt til at modstå tidevandet.

Jeg har hvert år følt sådan en ideologisk lidt fjern påskønnelse af indsatsen. Good for you USA!

Til verdens bogdag udstiller vi, sådan lidt anekdotisk, bøger der har været forbudte i andre lande, og siger: “Det er så mega vigtigt”, og så fortæller vi om hvordan bøger har startet revolutioner i fortiden og væltet konger og diktatorer og der var jo en grund til at Hitler ville brænde dem.

Men lige pludselig føles Banned Books Week alt for tænderskærende relevant.

Fri adgang til information er afhængig af fri produktion af information. Hvis ikke der er en fri presse og vidensproduktion er der ikke fri adgang til information.

Det føles som om der hak, hak, hakkes småstykker af det bolværk, som skal sikre alle en lige adgang til dybdegående, kildekritiske, kvalitets information. Oplysning til Borgerne om Samfundet!

DR er en del af det bolværk! Bibliotekerne er en del af det bolværk. Frie medieformer er en del af det bolværk. Frie muligheder i hvordan du klæder dig og gebærder dig er en del af det bolværk!

Hvis der går hul i bolværket så løber vandet ind og så får vi alle sammen våde bukser og kolde fødder. Og så kan vi stå der og fryse og være kede af det når der er en eller anden der vil forbyde at Harry Potter bliver udstillet på biblioteket fordi den opfordrer børn til at flyve på koste og tilbede satan (True story! Det med satan altså, det med kostene har jeg ikke fact tjekket, men det kunne sagtens være sket).

Hvis DR ikke må skrive dybdegående artikler og får skåret i den smalle formidling, hvor skal man prøve eller opdage noget nyt?

Hvor skal man have adgang til længere seriøse artikler? At skære i public service på den måde er et søm mere i ligkisten mere til den sociale mobilitet, til lige adgang og til demokrati.

Men ja, du kan stadig komme på biblioteket. Vi skal selvfølgelig blive ved med at gøre det bibliotekerne gør, fremme læsning, sikre adgang til romaner, faglitteratur, kultur, dybdegående journalistik som seriøse betalingsaviser og videnskabelige artikler, promovere kildekritik og håbe at det betyder at næste generation bliver bedre til at vælge politikere. Men er det nok?

Banned Books løber til d 29. september. Skal vi ikke aftale at vi arbejder for at det ikke bliver nødvendigt at holde en lignende uge i Danmark.

IFLA – frivilligt arbejde og hvorfor jeg gør det

Frivilligt fagarbejde – hvorfor jeg gør det og hvad jeg får ud af det?

Helt utroligt tit bliver jeg spurgt hvorfor jeg bruger så meget af min tid på frivilligt arbejde. Især frivilligt arbejde der ligger så tæt på mit almindelige arbejde.

En af de ting jeg gør, og som tager meget af min tid er at jeg sidder indvalgt i IFLAs standing committee for Library Services to People With Special Needs.

Fordi jeg har en supercool arbejdsplads, får jeg lov til at tage til den årlige konference i min arbejdstid, men alt det daglige arbejde ligger i min fritid.

Det er, når man også har en familie og hus og andre interesser og andet frivilligt arbejde og desuden også et krævende dayjob, nogen gange hårdt.

Skypemøder med folk fra hele verden foregår ikke nødvendigvis når man normalt er vågen. Der er masser af fodarbejde og uendelige mailkorrespondancer, logistik, rødt tape, kulturelle forviklinger og udeblivende svar.

Så hvorfor gør jeg det? Det er der rigtig mange gode grunde til!

Dels så synes jeg det er vigtigt at der er nogen der gør det! Dels får jeg personligt en masse ud af det.

Jeg tror ikke der er nogen uger i året hvor jeg løber så hurtigt som til WLIC, IFLAs årlige konference. Der er heller ikke en uge hvor jeg får mere energi, flere nye kontakter eller bedre mulighed for at lære og lære fra mig.

Det føles som om vi rykker noget.

Nogen af de projekter jeg har været med i, får direkte virkning som man kan se og føle på. Små ting som at vi hvert år laver en rapport til konferencearrangørerne om hvor de kan gøre tilgængeligheden på konferencen bedre for folk med handicaps, kan vi se år for år giver resultater, og betyder at flere har mulighed for at deltage. Næste år har de bedt os om at rådgive på forhånd i stedet for at rapportere tilbage bagefter.

Større ting som store rapporter og undersøgelser, der bliver brugt politisk og til lobbyarbejde, betyder at vi kan se vores arbejde i udmeldinger fra store internationale organisationer som f.eks. FN.

Vi får tilbagemeldinger fra helt almindelige biblioteksansatte som bruger vores materiale til at forbedre deres services lokalt.

Det føles som om det betyder noget.

Jeg får vildt meget energi af at samarbejde med folk der er engagerede og brænder for deres felt. Når man arbejder frivilligt, så er det tit den slags folk der er. Når folk holder op med at brænde, prioriter de ikke frivilligt arbejde mere, men forsvinder. Jeg bliver smittet af mine sections medlemmers entusiasme og virkelyst!

Jeg får lov til at snakke med folk som er virkelig, virkelig dygtige på deres felt og som ved alt hvad der er at vide om netop deres lille område. Jeg får også lov til at snakke med folk der er i HELT andre kontekster end mig, har et helt andet syn på ting end mig og som møder ekstremt anderledes udfordringer end mig. Begge dele får en til at se på sit eget job på en anden måde.

Jeg tror ikke jeg nogensinde har deltaget i noget, der gør så meget for mit netværk som IFLA-arbejdet. Hele stemningen på konferencen er gennemsyret af at vi er et kæmpe hold af frivillige både lokale og internationale, som samarbejder om at få et kæmpe event til at køre!

Jeg har aldrig prøvet at deltage på WLIC uden at være i arbejdsgrupper, have specifikke opgaver, møder, oplæg mm, så jeg ved ikke hvordan det er at deltage uden. Sikkert sådan som jeg oplever andre konferencer, hvor jeg går rundt, ser oplæg og small talker.

Sådan er det ikke når man er en del af holdet, så er man en del af IFLA-familien.

Og sådan synes jeg generelt det er med frivilligt arbejde. Det er det arbejde som man har valgt til. Alle er der fordi de har lyst, og man har en fælles sag.

At jeg har mulighed for at bruge både de ting jeg lærer, netværket og helt praktisk plukke ting som rapporter, artikler og andre folks projekter og genbruge dem i mit almindelige arbejde, gør det kun endnu bedre.

Er det hårdt? Ja! Ville jeg undvære det? Nej slet ikke!

Rejsebrev fra en bibliotekar

Jeg er tilbage i min gamle værtsby i Ohio. Det er juli måned og meget varmt og øde på gaderne. Kommer tilfældigt forbi det lokale bibliotek, som jeg ikke kan genkende. Det har haft vokseværk. Ellers er ikke meget forandret siden jeg sidst har besøgt Logan – en lille by med 6000 indbyggere i det sydøstlige Ohio. Jeg boede her som udvekslingsstudent i 1990/91.

De eneste synlige forandringer i bybilledet, jeg kan spore, viser tydeligt, at lokalpolitikernes fokus er på uddannelse. Der er nemlig blevet bygget flere nye, moderne skoler og biblioteket har fået markant mere plads og generelt flere  midler.

Jeg er nysgerrig og træder ind i et dejligt køligt og meget nydeligt bibliotek. Her er mange fysiske materialer og jeg tæller 3 ansatte på vagt. Kl. er 9 om morgenen. Jeg går lidt rundt og støder på en venlig bibliotekar, der gladeligt viser mig rundt og fortæller stolt om stedet.

Der er mange studiepladser med adgang til computere og en stor fysisk samling, primært bøger men også film. Der er et stort børneområde og et helt lokale også dedikeret børnebiblioteket. Herinde, fortæller bibliotekaren, holder de hver onsdag aften i skoleåret læsegruppe for de lidt større børn med gratis aftensmad. Det er populært. De har bestemt ingen problemer med at tiltrække børn og unge til biblioteket, fortæller hun

Der er ingen børn denne dag, men det forklares af, at de i denne uge mødes i den lokale park og læser sammen og laver andre aktiviteter arrangeret af biblioteket. Senere får de fremmødte børn frokost på biblioteket. Hun forklarer, at rigtig mange børn ingen steder har at være i den meget lange skoleferie. De er vant til at få frokost i skolerne og mange får derfor intet at spise, når ferien sætter ind.

Her har vi et bibliotek, der kender sine borgere og sit lokalområdes behov. De har designet tilbud, der passer til lige præcis deres by. De ved, at mange har brug for adgang til computere, de ved, der er mange fattige familier med børn, der har brug for et opholdssted om sommeren. Familier, der ikke har mulighed for at sende børnene på dyre sommerskoler eller tage på ferie. Biblioteket udfylder her en vigtig rolle.

Og politikerne anerkender bibliotekarernes viden og støtter op med midler. De ved også, at det er vigtigt at have et attraktivt bibliotek i et lokalsamfund. Et bibliotek bemandet med uddannet og dedikeret arbejdskraft.

Det var, må jeg med skam indrømme, lidt af en overraskelse for mig, at jeg skulle finde et så veldrevet og blomstrende bibliotek midt i det amerikanske bibelbælte. Det er længe siden, jeg i Danmark er stødt på et mindre lokalbibliotek, hvor gejsten  på samme måde er smittende og hvor der i stedet for snak om besparelser og forringelser, tales om forbedringer og investeringer.

Jeg tager mindst to ting med mig fra besøget i Logan:
– Lær dit biblioteks lokalsamfund at kende, afdæk behovene og vær med til at løse allerede eksisterende udfordringer.
– Biblioteker er stadig relevante og udfylder, når de er allerbedst, en meget vigtigt samfundsopgave.

 

 

Tidlig sprogindsats: Hvor er bibliotekerne henne i regeringens ghettoudspil?

Hvis parallelsamfund er et kulturelt problem, hvorfor er der så ingen kulturpolitiske initiativer at finde i regeringens ghettoudspil? For eksempel bibliotekerne?

STYRKET politiindsats. Højere straffe. Nedrivning af bygninger. Det er bare nogle af punkterne i regeringens nye ghettoudspil, der én gang for alle vil gøre op med parallelsamfundene i Danmark.

Det skal være slut med social kontrol, sprogbarrierer, arbejdsløshed og ulighed mellem kønnene. Løsningen er bøder, bulldozere og fængselsstraffe. I det 22 punkter lange udspil bliver borgerne i de udsatte boligområder omtalt som uforanderlige, statistiske størrelser, en homogen masse, der udelukkende reagerer på tvang og straf. På mange måder sammenligneligt med det historieløse syn på kulturinstitutionerne, som igen og igen fremføres af højrefløjen.

ET AFGØRENDE FOKUSPUNKT i regeringens ghettoudspil er indsatsen rettet mod børn og unge. Ved blandt andet at gøre daginstitutionerne obligatoriske og kræve procentvis fordeling af børnene i dagtilbud, på skoler og i gymnasier, vil regeringen sikre en tidligere opsporing af udsatte børn og en tidligere sprogfaglig indsats.

Det er regeringens tro, at dagtilbuddene og uddannelsessystemet alene kan løfte den kulturelle integrationsopgave, blot ved at børnene fordeles lige og lærer at tale dansk. Men – i tråd med de sidste års intense diskussion af danskhedsbegrebet – bør regeringen spørge sig selv: Er en lingvistisk beherskelse af det danske sprog det samme som at tage kulturelt ejerskab over den dansksprogede kulturskat?

MIT SVAR ER NEJ. Det kræver en social indsats, der engagerer borgerne kulturelt i det danske samfund.

Og det er en indsats, der går ud over skolesystemet.

Tag folkebiblioteket. Højreorienterede kulturdebattører og liberalistiske tænketanke har i årevis erklæret bibliotekssektoren overflødig. I dette ræsonnement ses biblioteket som en bogsamling, og biblioteksbrugeren alene som en låner. Det er en skræmmende gammeldags måde at tænke kulturel værdi og et kæmpe spild af kulturelle ressourcer.

Et stenkast fra Mjølnerparken, hvor regeringen i sidste uge præsenterede sit udspil, ligger Blågårdens Bibliotek. Et bibliotek med en ungeprofil, der for fem år siden vandt Den Europæiske Sprogpris for sine innovative tilbud, med fokus på at engagere to- og flersprogede brugere: Ved hjælp af lektiecaféer, flersprogede snakkeklubber og projektet Bogstart, et forsøg støttet af Kulturstyrelsen, der udleverede alderssvarende bogpakker til børn i udsatte boligområder, gør Blågårdens Bibliotek et kæmpe stykke arbejde for den tidlige sprogindsats, som regeringen finder så afgørende for den vellykkede integration. Alligevel er for eksempel bibliotekerne ingen steder at spore i ghettoudspillet.

Hvis parallelsamfund er et kulturelt problem, hvorfor er der så ingen kulturpolitiske initiativer at finde i regeringens ghettoudspil? Det forekommer mig, at regeringens udspil ser murstensbygninger som det eneste nedbrydelige. Men hvis vi vil kulturelle barrierer til livs, så kræver det en social indsats, som også de kulturelle institutioner er med til at løfte.

Indførslen af kulturelle ressourcer som arbejdsredskaber og værktøjer i kampen for den succesfulde integration kræver, at vi gør op med italesættelsen af beboerne i de udsatte boligområder som utilpassede snyltere og byrder. Det kræver, at vi sondrer mellem integration og assimilation. Det kræver et mangfoldigt syn på kulturel kapital og en inkluderende, dialogsøgende indsats.

Lad os benytte de kulturpolitiske ressourcer, vi har, til at gøre en reel og forebyggende forskel i de udsatte boligområder.

Kulturelle møder er essentielle for menneskers livsduelighed

De rekreative tilbud som gratis biblioteksadgang underminerer ikke arbejdsmotivationen

Mennesker i svære livforhold, ude for arbejdsmarkedet, mennesker der bærer på sorg er stresssygemeldte eller syge har alle brug for rekreation.

Det er ikke alle mennesker, der motiveres af penge eller status. Forskellige mennesker har forskellige motivatorer. Det kan være lighed, frihed eller skønhed. I sidste ende, må vi spørge os selv, hvilket slags samfund vi gerne vil have. Det er de færreste, der kan være effektive hele tiden. Jo, bedre man rekreerer, jo mere effektiv kan man være i arbejdstiden eller i jobansøgningstiden.

Vi er fire kvinder, som alle på hver vores måde til dagligt arbejder med den forskel, som kulturformidling og særligt bibliotekerne gør. Marie arbejder i folkebibliotekssektoren, særligt med læsesvage voksne. Maja arbejder med de unge på et gymnasiebibliotek. Karen er social iværksætter og samarbejder med bibliotekerne om at give unge i sorg magten til at fortælle deres egen historie. Anna Arendse studerer kulturformidling og debatterer biblioteksinstitutionens aktualitet. Vi gør det, fordi kultur og viden spiller en vital rolle for samfundet, og fordi bibliotekerne kan hjælpe dig, der er havnet på kanten af arbejdsmarkedet til at finde din vej ind igen.

Forestil dig, at du kommer ind i et rum fyldt med viden og kultur – både i form af bøger, film og databaser. Mennesker i mange forskellige aldre og fra forskellige samfundslag sidder og læser i lænestole og ved borde. På computerne langs væggen tastes der løs: Nogle søger jobs eller researcher til en roman, andre printer en uopfordret ansøgning. Ved skranken spørger en om hjælp til at scanne sit eksamensbevis. Om aftenen afholdes der i selv samme rum en workshop omkring iværksætteri og oprettelsen af en erhvervsrettet hjemmeside. Der er materialer til læsesvage voksne, ældre med nedsat syn, lydbøger til blinde, fagbøger til børn, databaser med viden på mange niveauer, skønlitteratur af enhver slags og en uddannet fagperson, som gerne vil hjælpe dig. Også hvis du ikke har en krone på lommen. Der er ingen krav om forudsætninger eller om at du skal producere noget. Alle er velkomne. Det er faktisk, hvad der blandt meget andet, sker rundt omkring på landets biblioteker. Lige nu. Hver eneste dag.

Biblioteket er et frirum, hvis familien, skolen eller jobsituationen er belastende. Et frirum, som skaber nysgerrighed og videbegær og inspirerer til social mobilitet. Som arbejdsløs i dagens Danmark, har man i særdeleshed behov for at kunne komme på internettet. At befinde sig i et vidensrum med verdenslitteratur, musik, aviser og mulighed for kvalificeret hjælp, er langt mere givende end fordyrende for produktivitet. At sidde derhjemme og skamme sig, gavner ingen.

Biblioteket er et empatiudvidende, ikke-kommercielt frirum, der ikke stigmatiserer den, der træder ind ad døren. Derfor er biblioteket en drømmepartner for en social iværksætter, der for eksempel ønsker en fysisk platform til at etablere skriveværksteder for unge mennesker. Siden 2009 har Ordskælv koblet unge med professionelle kræfter og kunstnere og givet ordet til dem, vi ofte hører om, men sjældent hører fra. Dem, der defineres som samfundets outsidere, men som rummer samfundets allerstørste styrke som insidere. Insidere med historier om at miste, mangle, savne, falde, drømme, håbe – og om at rejse sig. Historier, som er vigtige at fortælle og få fortalt, fordi de får alle livets nuancer frem og åbner os for hinanden som mennesker. Biblioteket spiller en helt central rolle i den proces: Biblioteket er det sted, hvor vi møder hinanden. På tværs af alder, faglige-, sociale-, etniske-, økonomiske- og geografiske skel. Biblioteket tilbyder de ideelle fysiske rammer til at skabe et trygt fortællerum. Her er mennesker ikke hjemløse, arbejdsløse, fattige, ensomme, psykisk syge, flygtede, kriminelle eller sorgramte stakler. Her er de skabere, der får magten over deres egne historier og værktøjerne til at formidle dem. Ikke ud fra en politisk, pædagogisk eller anden instrumentel agenda, men ud fra grundforståelsen: Alle har ret til at udtrykke sig og i grimme tider er skønhed den eneste protest.

Vi bør opfordre alle samfundets borgere til i højere grad at gøre brug af velfærdsstatens kulturelle tilbud. Det er i mødet med kunsten og kulturen og med hinanden at vi finder genkendelse, selvfølelse og livskvalitet. Mennesker inspireres af viden og kultur og af de mennesker, de møder på et bibliotek. Sådanne oaser har vi brug for i det moderne konkurrencesamfund. For mennesker har ret til fritid. Kontanthjælp- og dagpengemodtageres ret til fritid. Arbejdsløse skal også have lov til at holde fri fra arbejdsløsheden.

I 2014 viste en kortlægning af danskernes helbred lavet af de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, at hele 61,8 % af kontanthjælpsmodtagere og andre uden for arbejdsmarkedet har et højt stressniveau. Dette gjaldt kun 15,8 % af folk i arbejde. At der med arbejdsløshed for mange mennesker følger en følelse af værdiløshed, uduelighed og dårligt selvværd, kommer ikke som en overraskelse, for dem som rent faktisk har prøvet arbejdsløshed selv: De ved godt, at det at være arbejdsløs i de fleste tilfælde, ikke blot er et fuldtidsarbejde, men en ufrivillig livsstil.

Stress rammer til stadighed flere og flere borgere, og fører til et stigende antal diagnosticeringer af angst og depression. Ideen om, at man kun er værdifuld, i kraft af sin indkomst bærer ved til den tendens. Biblioteket er også for dig. Vi vil gerne opfordre dig til at sætte dig og læse en skønlitterær bog, og dermed få en forestilling om hvordan det er at være et andet menneske bare et par timer. Eller endnu bedre: Sætte dig ud på biblioteket og opleve folk fra alle samfundets lag inspireres, læse, lære, skabe og jobsøge sammen.

 

Hvorfor Bloglioteket?

Tidligere på året tilbragte jeg en weekend i Middelfart. Her nød jeg, foruden kaffe i liberale mængder, mine kolleger fra Bibliotekarforbundets selskab under et givende kursus i meningsdannelse. Altså, hvordan vi som fagpersoner oplader vores røst i medierne og tiltrækker faget opmærksomhed.

Ganske relevant, ikke mindst i disse dage, hvor både fag og institution er under angreb, tænker man. Men der var kun kommet 13 ansøgninger. Altså et par mere, end der var pladser på kurset. Det overraskede mig lidt. Så bette et forbund er BF dog heller ikke.

MEN måske er det ikke så overraskende endda. Der synes at være en vis forsigtighed indlejret i den gennemsnitlige bibliotekar. Vi gør ikke meget stads af os som profession. Måske fordi vi ser det som uprofessionelt og subjektivt at blande os den offentlige debat. Bibliotekaren er jo en objektiv vogter af viden, biblioteket et neutralt sted, og hvad har vi.

Ja, jeg ved det ikke.

Hvad jeg dog ved er, at det er ærgerligt. I et mediebillede domineret og plaget af historier, der i bedste fald er fejlbehæftede og i værste fald bevidst vinklede, så er det vigtigt, at vi som fagfolk hæver stemmen og træder frem i den offentlige debat.

Tænk, hvis vi vågnede op i morgen og det var blevet til en rodfæstet sandhed, at bibliotekarer er overflødige og bibliotekerne kulturelle flødekager uden egentlig næringsværdi.

Irriterer det dig? Godt.

Det er nemlig den vej, det går, hvis ikke vi siger fra. Ole Münster, CEPOS, det skønlitterære hylekor på Politiken og flere af landets andre medier er stille og rolig ved at formulere en offentlig forståelse af biblioteket som et døende sted, der sjofler bøgerne – ja, hvis de ikke ligefrem brænder dem. Om en gruppe ansatte, der gøgler lystigt løs og udlåner legetøj til højre og venstre. Om huse, hvor de arbejdsløse hænger formålsløst ud i stedet for at bidrage til økonomien.

Som faggruppe har vi meget lidt at skamme os over, men meget at glædes over. Vi gør en forskel, vi ændrer liv og vi hjælper unge som ældre med at blive klogere.

Nu er vi ikke længere et fag uden en stemme. Vi er ved at blive et fag med mange og stærke stemmer.

Og flere af dem finder du her på Bloglioteket.

Foto: Heidi Lundsgaard/BF

 

 

Hvorfor holder vi liv i folkebibliotekerne?

Det er en onsdag i juni. Vi befinder os på et bibliotek i Nordsjælland.
Hvem kommer ind ad dørene sådan en helt tilfældig onsdag?

Fra morgenstunden dukker stamgæsterne op: de ældre mænd, som kommer for at læse aviserne, den hjemløse, som trænger til et sted at være og måske en lur, mødrene på barsel, de studerende som slår sig ned i et studierum, og skolelæreren på jagt efter litteratur til et tema i 5. klasse.

Vi står klar fra kl. 10. Vi har fyldt udstillingerne op med gode tilbud: spændende biografier, lydbøger til ferien, gode film, bøger om gør-det-selv og danske klassikere – dem alle kender, men få har læst.

For at illustrere bredden i vores arbejde – os folkebibliotekarer – har jeg sat mig for at fortælle om en helt almindelig onsdag:

Den første gæst er en ældre dame, som ønsker en biografi om maleren Carl Larsson. Den finder vi sammen.

En ung låner efterspørger lydbøger på fransk og glædes over, at der er en hel hylde at vælge fra.

To forskellige lånere søger efter to forskellige islandske forfattere og forundres begge over at islandske forfattere opstilles efter fornavn. En praksis, der udspringer af, at islandske efternavne er patronymer og ikke slægtsnavne.

Lidt senere søger en ung mand bøger om renovering af huse og en kvinde leder efter noderne til en sang fra 1940’erne. En længere jagt sættes ind. Noderne må bestilles udefra, men vi finder en CD med sangen, som hun får med sig hjem.

En låner har forgæves ledt efter cd’er med gruppen Muse – men har set i den forkerte kategori. Vi finder sammen 4 cd’er og han går glad herfra.

En mor til to piger vil gerne læse om Leonora Christina, men kender ikke børnebøgerne af Hertha J. Enevoldsen, som præcis er skrevet til den målgruppe. Hun ved nu, at der findes en række bøger af samme forfatter om danske dronninger.

Det var et lille indblik i bredden af henvendelser på en helt almindelig onsdag på et dansk folkebibliotek.

Vi er vejvisere, detektiver og socialarbejdere. Vi ved aldrig, hvad en vagt byder på af spændende opgaver. Dørene er åbne for alle og alle får samme betjening. I dette rum er der ingen fordømmelse, ingen krav, og alle spørgsmål er velkomne. Det er unikt for bibliotekerne. Derfor bakker størstedelen af danskerne også op om bibliotekerne.

Men, biblioteket som institution er i forandring. Rundt omkring arbejdes med værtsskab, samskabelse, borgerservice, døgnåbent, frivillige og inddragelse af andre faggrupper i medarbejderstaben. Det er godt, at vi tør forandre. Det er rigtigt, at bibliotekarer skal være opsøgende og gæstfri. Det er vigtigt at inddrage lokalsamfundet. Og det er en god idé at eksperimentere med udstillingerne, åbningstiderne og arrangementerne.

Mange af forandringerne kræver nye kompetencer, ny teknologi, mandetimer og ombygning af rummet. Det er svært at skabe bæredygtige forandringer samtidig med, at budgetterne beskæres år efter år. Det er en selvmodsigelse. Alle virksomhedsejere ved, at opstart af nye tiltag betyder nedgang i produktionen i startfasen. Det koster at forandre. De midler tages fra materialeindkøb eller bemandingen. Kerneydelser som stadig er efterspurgte og vigtige for mange af vores brugere.

Jeg undrer mig over sparerunder og dommedagsprofetier, når jeg hver dag mødes af tilfredse gæster og tilgangen til læsekredse, arrangementer og IT-caféer kun vokser. Vi passer ikke bare på materialerne. Vi er markedsførere af viden. Og vi er konservatorer af historie og kultur. Foruden detektiver, vejledere, socialarbejdere, integrationsfremmere osv.

Jeg håber, at vores politikere vil passe på folkebibliotekerne og sikre, at vi fortsat har biblioteker i lokalsamfundene, som sikrer lige adgang til viden og et neutralt og trygt mødested for borgerne.

Er det bibliotekets opgave? Ja!

Ja! Det ER bibliotekets arbejde

På Bibliotekspolitisk Topmøde 2017 var et af de emner, der gik igen, bibliotekernes rolle i forhold til borgere med særlige behov. Og dem er der mange af. Hvordan sikrer vi et godt grundtilbud til dem – hele tiden?

Spørgsmålet om bibliotekets rolle i forhold til specifikke brugergrupper har også huseret i den offentlige debat. Hvis man laver et forløb for stress-ramte, går man så ind over jobcenterets opgaver? Hvis man har læseklubber for psykisk sårbare, er det så psykiatriens opgaver man tager? Nej. Det er det ikke. Der findes mange gode eksempler på projekter i biblioteksdanmark og service, som løfter eller hjælper brugerne med at komme igennem svære perioder, situationer eller valg. Alt sammen solidt inde for rammerne af bibliotekslovens formål.

Læs resten af artiklen i Danmarks Biblioteker