IFLA – frivilligt arbejde og hvorfor jeg gør det

Frivilligt fagarbejde – hvorfor jeg gør det og hvad jeg får ud af det?

Helt utroligt tit bliver jeg spurgt hvorfor jeg bruger så meget af min tid på frivilligt arbejde. Især frivilligt arbejde der ligger så tæt på mit almindelige arbejde.

En af de ting jeg gør, og som tager meget af min tid er at jeg sidder indvalgt i IFLAs standing committee for Library Services to People With Special Needs.

Fordi jeg har en supercool arbejdsplads, får jeg lov til at tage til den årlige konference i min arbejdstid, men alt det daglige arbejde ligger i min fritid.

Det er, når man også har en familie og hus og andre interesser og andet frivilligt arbejde og desuden også et krævende dayjob, nogen gange hårdt.

Skypemøder med folk fra hele verden foregår ikke nødvendigvis når man normalt er vågen. Der er masser af fodarbejde og uendelige mailkorrespondancer, logistik, rødt tape, kulturelle forviklinger og udeblivende svar.

Så hvorfor gør jeg det? Det er der rigtig mange gode grunde til!

Dels så synes jeg det er vigtigt at der er nogen der gør det! Dels får jeg personligt en masse ud af det.

Jeg tror ikke der er nogen uger i året hvor jeg løber så hurtigt som til WLIC, IFLAs årlige konference. Der er heller ikke en uge hvor jeg får mere energi, flere nye kontakter eller bedre mulighed for at lære og lære fra mig.

Det føles som om vi rykker noget.

Nogen af de projekter jeg har været med i, får direkte virkning som man kan se og føle på. Små ting som at vi hvert år laver en rapport til konferencearrangørerne om hvor de kan gøre tilgængeligheden på konferencen bedre for folk med handicaps, kan vi se år for år giver resultater, og betyder at flere har mulighed for at deltage. Næste år har de bedt os om at rådgive på forhånd i stedet for at rapportere tilbage bagefter.

Større ting som store rapporter og undersøgelser, der bliver brugt politisk og til lobbyarbejde, betyder at vi kan se vores arbejde i udmeldinger fra store internationale organisationer som f.eks. FN.

Vi får tilbagemeldinger fra helt almindelige biblioteksansatte som bruger vores materiale til at forbedre deres services lokalt.

Det føles som om det betyder noget.

Jeg får vildt meget energi af at samarbejde med folk der er engagerede og brænder for deres felt. Når man arbejder frivilligt, så er det tit den slags folk der er. Når folk holder op med at brænde, prioriter de ikke frivilligt arbejde mere, men forsvinder. Jeg bliver smittet af mine sections medlemmers entusiasme og virkelyst!

Jeg får lov til at snakke med folk som er virkelig, virkelig dygtige på deres felt og som ved alt hvad der er at vide om netop deres lille område. Jeg får også lov til at snakke med folk der er i HELT andre kontekster end mig, har et helt andet syn på ting end mig og som møder ekstremt anderledes udfordringer end mig. Begge dele får en til at se på sit eget job på en anden måde.

Jeg tror ikke jeg nogensinde har deltaget i noget, der gør så meget for mit netværk som IFLA-arbejdet. Hele stemningen på konferencen er gennemsyret af at vi er et kæmpe hold af frivillige både lokale og internationale, som samarbejder om at få et kæmpe event til at køre!

Jeg har aldrig prøvet at deltage på WLIC uden at være i arbejdsgrupper, have specifikke opgaver, møder, oplæg mm, så jeg ved ikke hvordan det er at deltage uden. Sikkert sådan som jeg oplever andre konferencer, hvor jeg går rundt, ser oplæg og small talker.

Sådan er det ikke når man er en del af holdet, så er man en del af IFLA-familien.

Og sådan synes jeg generelt det er med frivilligt arbejde. Det er det arbejde som man har valgt til. Alle er der fordi de har lyst, og man har en fælles sag.

At jeg har mulighed for at bruge både de ting jeg lærer, netværket og helt praktisk plukke ting som rapporter, artikler og andre folks projekter og genbruge dem i mit almindelige arbejde, gør det kun endnu bedre.

Er det hårdt? Ja! Ville jeg undvære det? Nej slet ikke!

Rejsebrev fra en bibliotekar

Jeg er tilbage i min gamle værtsby i Ohio. Det er juli måned og meget varmt og øde på gaderne. Kommer tilfældigt forbi det lokale bibliotek, som jeg ikke kan genkende. Det har haft vokseværk. Ellers er ikke meget forandret siden jeg sidst har besøgt Logan – en lille by med 6000 indbyggere i det sydøstlige Ohio. Jeg boede her som udvekslingsstudent i 1990/91.

De eneste synlige forandringer i bybilledet, jeg kan spore, viser tydeligt, at lokalpolitikernes fokus er på uddannelse. Der er nemlig blevet bygget flere nye, moderne skoler og biblioteket har fået markant mere plads og generelt flere  midler.

Jeg er nysgerrig og træder ind i et dejligt køligt og meget nydeligt bibliotek. Her er mange fysiske materialer og jeg tæller 3 ansatte på vagt. Kl. er 9 om morgenen. Jeg går lidt rundt og støder på en venlig bibliotekar, der gladeligt viser mig rundt og fortæller stolt om stedet.

Der er mange studiepladser med adgang til computere og en stor fysisk samling, primært bøger men også film. Der er et stort børneområde og et helt lokale også dedikeret børnebiblioteket. Herinde, fortæller bibliotekaren, holder de hver onsdag aften i skoleåret læsegruppe for de lidt større børn med gratis aftensmad. Det er populært. De har bestemt ingen problemer med at tiltrække børn og unge til biblioteket, fortæller hun

Der er ingen børn denne dag, men det forklares af, at de i denne uge mødes i den lokale park og læser sammen og laver andre aktiviteter arrangeret af biblioteket. Senere får de fremmødte børn frokost på biblioteket. Hun forklarer, at rigtig mange børn ingen steder har at være i den meget lange skoleferie. De er vant til at få frokost i skolerne og mange får derfor intet at spise, når ferien sætter ind.

Her har vi et bibliotek, der kender sine borgere og sit lokalområdes behov. De har designet tilbud, der passer til lige præcis deres by. De ved, at mange har brug for adgang til computere, de ved, der er mange fattige familier med børn, der har brug for et opholdssted om sommeren. Familier, der ikke har mulighed for at sende børnene på dyre sommerskoler eller tage på ferie. Biblioteket udfylder her en vigtig rolle.

Og politikerne anerkender bibliotekarernes viden og støtter op med midler. De ved også, at det er vigtigt at have et attraktivt bibliotek i et lokalsamfund. Et bibliotek bemandet med uddannet og dedikeret arbejdskraft.

Det var, må jeg med skam indrømme, lidt af en overraskelse for mig, at jeg skulle finde et så veldrevet og blomstrende bibliotek midt i det amerikanske bibelbælte. Det er længe siden, jeg i Danmark er stødt på et mindre lokalbibliotek, hvor gejsten  på samme måde er smittende og hvor der i stedet for snak om besparelser og forringelser, tales om forbedringer og investeringer.

Jeg tager mindst to ting med mig fra besøget i Logan:
– Lær dit biblioteks lokalsamfund at kende, afdæk behovene og vær med til at løse allerede eksisterende udfordringer.
– Biblioteker er stadig relevante og udfylder, når de er allerbedst, en meget vigtigt samfundsopgave.

 

 

Tidlig sprogindsats: Hvor er bibliotekerne henne i regeringens ghettoudspil?

Hvis parallelsamfund er et kulturelt problem, hvorfor er der så ingen kulturpolitiske initiativer at finde i regeringens ghettoudspil? For eksempel bibliotekerne?

STYRKET politiindsats. Højere straffe. Nedrivning af bygninger. Det er bare nogle af punkterne i regeringens nye ghettoudspil, der én gang for alle vil gøre op med parallelsamfundene i Danmark.

Det skal være slut med social kontrol, sprogbarrierer, arbejdsløshed og ulighed mellem kønnene. Løsningen er bøder, bulldozere og fængselsstraffe. I det 22 punkter lange udspil bliver borgerne i de udsatte boligområder omtalt som uforanderlige, statistiske størrelser, en homogen masse, der udelukkende reagerer på tvang og straf. På mange måder sammenligneligt med det historieløse syn på kulturinstitutionerne, som igen og igen fremføres af højrefløjen.

ET AFGØRENDE FOKUSPUNKT i regeringens ghettoudspil er indsatsen rettet mod børn og unge. Ved blandt andet at gøre daginstitutionerne obligatoriske og kræve procentvis fordeling af børnene i dagtilbud, på skoler og i gymnasier, vil regeringen sikre en tidligere opsporing af udsatte børn og en tidligere sprogfaglig indsats.

Det er regeringens tro, at dagtilbuddene og uddannelsessystemet alene kan løfte den kulturelle integrationsopgave, blot ved at børnene fordeles lige og lærer at tale dansk. Men – i tråd med de sidste års intense diskussion af danskhedsbegrebet – bør regeringen spørge sig selv: Er en lingvistisk beherskelse af det danske sprog det samme som at tage kulturelt ejerskab over den dansksprogede kulturskat?

MIT SVAR ER NEJ. Det kræver en social indsats, der engagerer borgerne kulturelt i det danske samfund.

Og det er en indsats, der går ud over skolesystemet.

Tag folkebiblioteket. Højreorienterede kulturdebattører og liberalistiske tænketanke har i årevis erklæret bibliotekssektoren overflødig. I dette ræsonnement ses biblioteket som en bogsamling, og biblioteksbrugeren alene som en låner. Det er en skræmmende gammeldags måde at tænke kulturel værdi og et kæmpe spild af kulturelle ressourcer.

Et stenkast fra Mjølnerparken, hvor regeringen i sidste uge præsenterede sit udspil, ligger Blågårdens Bibliotek. Et bibliotek med en ungeprofil, der for fem år siden vandt Den Europæiske Sprogpris for sine innovative tilbud, med fokus på at engagere to- og flersprogede brugere: Ved hjælp af lektiecaféer, flersprogede snakkeklubber og projektet Bogstart, et forsøg støttet af Kulturstyrelsen, der udleverede alderssvarende bogpakker til børn i udsatte boligområder, gør Blågårdens Bibliotek et kæmpe stykke arbejde for den tidlige sprogindsats, som regeringen finder så afgørende for den vellykkede integration. Alligevel er for eksempel bibliotekerne ingen steder at spore i ghettoudspillet.

Hvis parallelsamfund er et kulturelt problem, hvorfor er der så ingen kulturpolitiske initiativer at finde i regeringens ghettoudspil? Det forekommer mig, at regeringens udspil ser murstensbygninger som det eneste nedbrydelige. Men hvis vi vil kulturelle barrierer til livs, så kræver det en social indsats, som også de kulturelle institutioner er med til at løfte.

Indførslen af kulturelle ressourcer som arbejdsredskaber og værktøjer i kampen for den succesfulde integration kræver, at vi gør op med italesættelsen af beboerne i de udsatte boligområder som utilpassede snyltere og byrder. Det kræver, at vi sondrer mellem integration og assimilation. Det kræver et mangfoldigt syn på kulturel kapital og en inkluderende, dialogsøgende indsats.

Lad os benytte de kulturpolitiske ressourcer, vi har, til at gøre en reel og forebyggende forskel i de udsatte boligområder.

Kulturelle møder er essentielle for menneskers livsduelighed

De rekreative tilbud som gratis biblioteksadgang underminerer ikke arbejdsmotivationen

Mennesker i svære livforhold, ude for arbejdsmarkedet, mennesker der bærer på sorg er stresssygemeldte eller syge har alle brug for rekreation.

Det er ikke alle mennesker, der motiveres af penge eller status. Forskellige mennesker har forskellige motivatorer. Det kan være lighed, frihed eller skønhed. I sidste ende, må vi spørge os selv, hvilket slags samfund vi gerne vil have. Det er de færreste, der kan være effektive hele tiden. Jo, bedre man rekreerer, jo mere effektiv kan man være i arbejdstiden eller i jobansøgningstiden.

Vi er fire kvinder, som alle på hver vores måde til dagligt arbejder med den forskel, som kulturformidling og særligt bibliotekerne gør. Marie arbejder i folkebibliotekssektoren, særligt med læsesvage voksne. Maja arbejder med de unge på et gymnasiebibliotek. Karen er social iværksætter og samarbejder med bibliotekerne om at give unge i sorg magten til at fortælle deres egen historie. Anna Arendse studerer kulturformidling og debatterer biblioteksinstitutionens aktualitet. Vi gør det, fordi kultur og viden spiller en vital rolle for samfundet, og fordi bibliotekerne kan hjælpe dig, der er havnet på kanten af arbejdsmarkedet til at finde din vej ind igen.

Forestil dig, at du kommer ind i et rum fyldt med viden og kultur – både i form af bøger, film og databaser. Mennesker i mange forskellige aldre og fra forskellige samfundslag sidder og læser i lænestole og ved borde. På computerne langs væggen tastes der løs: Nogle søger jobs eller researcher til en roman, andre printer en uopfordret ansøgning. Ved skranken spørger en om hjælp til at scanne sit eksamensbevis. Om aftenen afholdes der i selv samme rum en workshop omkring iværksætteri og oprettelsen af en erhvervsrettet hjemmeside. Der er materialer til læsesvage voksne, ældre med nedsat syn, lydbøger til blinde, fagbøger til børn, databaser med viden på mange niveauer, skønlitteratur af enhver slags og en uddannet fagperson, som gerne vil hjælpe dig. Også hvis du ikke har en krone på lommen. Der er ingen krav om forudsætninger eller om at du skal producere noget. Alle er velkomne. Det er faktisk, hvad der blandt meget andet, sker rundt omkring på landets biblioteker. Lige nu. Hver eneste dag.

Biblioteket er et frirum, hvis familien, skolen eller jobsituationen er belastende. Et frirum, som skaber nysgerrighed og videbegær og inspirerer til social mobilitet. Som arbejdsløs i dagens Danmark, har man i særdeleshed behov for at kunne komme på internettet. At befinde sig i et vidensrum med verdenslitteratur, musik, aviser og mulighed for kvalificeret hjælp, er langt mere givende end fordyrende for produktivitet. At sidde derhjemme og skamme sig, gavner ingen.

Biblioteket er et empatiudvidende, ikke-kommercielt frirum, der ikke stigmatiserer den, der træder ind ad døren. Derfor er biblioteket en drømmepartner for en social iværksætter, der for eksempel ønsker en fysisk platform til at etablere skriveværksteder for unge mennesker. Siden 2009 har Ordskælv koblet unge med professionelle kræfter og kunstnere og givet ordet til dem, vi ofte hører om, men sjældent hører fra. Dem, der defineres som samfundets outsidere, men som rummer samfundets allerstørste styrke som insidere. Insidere med historier om at miste, mangle, savne, falde, drømme, håbe – og om at rejse sig. Historier, som er vigtige at fortælle og få fortalt, fordi de får alle livets nuancer frem og åbner os for hinanden som mennesker. Biblioteket spiller en helt central rolle i den proces: Biblioteket er det sted, hvor vi møder hinanden. På tværs af alder, faglige-, sociale-, etniske-, økonomiske- og geografiske skel. Biblioteket tilbyder de ideelle fysiske rammer til at skabe et trygt fortællerum. Her er mennesker ikke hjemløse, arbejdsløse, fattige, ensomme, psykisk syge, flygtede, kriminelle eller sorgramte stakler. Her er de skabere, der får magten over deres egne historier og værktøjerne til at formidle dem. Ikke ud fra en politisk, pædagogisk eller anden instrumentel agenda, men ud fra grundforståelsen: Alle har ret til at udtrykke sig og i grimme tider er skønhed den eneste protest.

Vi bør opfordre alle samfundets borgere til i højere grad at gøre brug af velfærdsstatens kulturelle tilbud. Det er i mødet med kunsten og kulturen og med hinanden at vi finder genkendelse, selvfølelse og livskvalitet. Mennesker inspireres af viden og kultur og af de mennesker, de møder på et bibliotek. Sådanne oaser har vi brug for i det moderne konkurrencesamfund. For mennesker har ret til fritid. Kontanthjælp- og dagpengemodtageres ret til fritid. Arbejdsløse skal også have lov til at holde fri fra arbejdsløsheden.

I 2014 viste en kortlægning af danskernes helbred lavet af de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, at hele 61,8 % af kontanthjælpsmodtagere og andre uden for arbejdsmarkedet har et højt stressniveau. Dette gjaldt kun 15,8 % af folk i arbejde. At der med arbejdsløshed for mange mennesker følger en følelse af værdiløshed, uduelighed og dårligt selvværd, kommer ikke som en overraskelse, for dem som rent faktisk har prøvet arbejdsløshed selv: De ved godt, at det at være arbejdsløs i de fleste tilfælde, ikke blot er et fuldtidsarbejde, men en ufrivillig livsstil.

Stress rammer til stadighed flere og flere borgere, og fører til et stigende antal diagnosticeringer af angst og depression. Ideen om, at man kun er værdifuld, i kraft af sin indkomst bærer ved til den tendens. Biblioteket er også for dig. Vi vil gerne opfordre dig til at sætte dig og læse en skønlitterær bog, og dermed få en forestilling om hvordan det er at være et andet menneske bare et par timer. Eller endnu bedre: Sætte dig ud på biblioteket og opleve folk fra alle samfundets lag inspireres, læse, lære, skabe og jobsøge sammen.

 

503 Service Unavailable

Service Unavailable

The server is temporarily unable to service your request due to maintenance downtime or capacity problems. Please try again later.